Plejehjem er ikke enestående: »Patientsikkerheden er under pres«
Dansk Sygeplejeråd kender problematikken fra aarhusiansk plejehjem, hvor sygeplejersker oplevede, at deres faglige kompetencer blev nedprioriteret. Vi hører det fra flere steder, lyder det fra fagforeningen.
Opgaverne på plejehjemmene og i hjemmeplejen blevet mere og mere komplekse, hvilket stiller højere krav til fagligheden.
Sådan lyder det fra Maria Greve Svendsen, der er Dansk Sygeplejeråds (DSR) kredsnæstformand i Midtjylland med blandt andet Aarhus Kommune som ansvarsområde.
Din Avis bragte for nylig en artikel om to sygeplejersker, der stod frem med kritik af forholdene på plejehjemmet Skelager i det nordlige Aarhus. Her oplevede de, at deres kompetencer som sygeplejersker blev nedprioriteret, og at alle ansatte blev skåret over én kam, når plejeopgaver skulle udføres. En tilgang, der, ifølge sygeplejerskerne, førte til et stigende antal UTH’er (utilsigtede hændelser), pårørendeklager og genindlæggelser. Plejehjemmet Skelager fik i november et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Sygeplejerskerne mener, at dette kunne have været undgået, hvis man tidligere havde lagt mere vægt på at bringe deres kompetencer i spil.
Et synspunkt, som Maria Greve Svendsen kender fra flere steder:
»Vi hører, at der kan være udfordringer med at prioritere sygeplejerskernes faglighed. Patientsikkerheden er dermed under pres. Hvis ikke de rette kompetencer er til stede, så kan det nemt føre til UTH’er.«
Brug for tydelighed
Den stigende kompleksitet i ældreplejen stiller større krav til, at plejepersonalet har de rette kompetencer:
»Det er utrolig vigtigt, at man har klare definitioner af, hvornår der er brug for en sygeplejerske. Vi ved, at kontinuitet har betydning, at det er de samme øjne, der tilser udviklingen af et sår for eksempel, men det er ikke nok, de fagfaglige kompetencer skal også være til stede,« siger Maria Greve Svendsen og tilføjer:
»Varme hænder er ikke bare varme hænder. Vi har brug for mere tydelighed om, hvad det er en sygeplejerske kan, og hvordan får vi mest gavn af hendes kompetencer.«
De opgaver, som DSR mener, at sygeplejersker bør håndtere i ældreplejen, er blandt andet smertebehandling, at pleje sår, at håndtere sonder og reagere ved mulig fejlplacering samt generelt at forebygge:
»Der er rigtig mange genindlæggelser, der kan undgås med den rette sygepleje.«
Kredsnæstformanden forklarer, at borgere i dag for eksempel kan komme retur fra hospitalsindlæggelse med ret teknisk udstyr, det kan være en medicinpumpe eller en dialysemaskine.
»Kompleksiteten er stadig stigende, og vi har brug for en anerkendelse af, at det ikke bare handler om varme hænder. Det gælder på ledelsesniveau og det gælder på politisk niveau,« siger Maria Greve Svendsen og tilføjer:
»Vi har ikke et ønske om at få devalueret vores faglighed til blot at være varme hænder.«
Handler det ikke om, at det generelt er svært at rekruttere medarbejdere i ældresektoren, og at alle må hjælpe til - også med de mest basale plejeopgaver?
»Det handler for os at se om prioriteringer i økonomien. Det handler om, hvad det er for en faglig kvalitet, man ønsker. Der er jo brug for de her kompetencer. Det skal de øverste ledelsesniveauer også have øjnene op for.«
Noget vi øver os på
Rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) kan ikke helt genkende billedet af, at sygeplejerskernes faglighed ikke anerkendes i høj nok grad.
»Jeg synes, at vi i dag både italesætter og anerkender deres faglighed. Det er alfa og omega, at vi lykkes med at rekruttere og fastholde sygeplejersker og sætte det i spil, som de kan. Det er noget, vi hele tiden øver os på. Vi taler om medarbejdere, der i forvejen løber rigtigt hurtigt, og der er mange forventninger til dem. Sygeplejerskerne kan for eksempel noget helt særligt, når det gælder dokumentation og om at skabe en læringskultur, hvor man lærer af de fejl, der begås.«
Bliver du bekymret, når DSR mener, at det er et tiltagende problem?
»Det undrer mig lidt. Jeg oplever en god, løbende dialog med DSR, og jeg har ikke oplevet den kritik rejst før, men det vil jeg være nysgerrig på, når vi mødes næste gang, for al kritik skal man tage med som en gave, for vi er ikke perfekte. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk, at vi lykkes med rigtig mange ting på et område, som er komplekst. Men der kan være nogle ting, vi kan og skal tage til efterretning, helt klart.«
Rådmanden mener, at kommunen skal blive bedre til at gøre opmærksom på fordelene ved at arbejde på plejehjemmene.
»Vi kan se, at det er nemmere at rekruttere sygeplejersker i vores sundhedsenheder end på vores plejehjem. Det, tror jeg, hænger sammen med de fortællinger, der er, om hvor ens kompetencer kommer mest i spil. Der skal vi blive dygtigere til at sige, at vi kan tilbyde stillinger på plejehjemmene, hvor der er et enormt stort rum til faglig udvikling. Om man så vil gå ledelsesvejen, eller om man vil ind i en tværfaglig sammenhæng. Det er et løbende opmærksomhedspunkt for os, men der kan vi da helt sikkert blive dygtigere, for når det handler om faglighed og patientsikkerhed, er det er jo helt indlysende, at der har vi brug for stærke sygeplejersker,« siger Christian Budde.
Fra vikar i hjemmeplejen til ny topdirektør på området: »Helt sikkert et andet tempo i dag«
Er man god nok i dag til at udnytte deres kompetencer?
»Det skal en leder sikre lokalt. Det er jeg helt tryg ved, at man lykkes med lokalt. Så kan der være undtagelser, og dem skal vi selvfølgelig lære af,« siger Christian Budde og tilføjer:
»Vi er faktisk lige i gang med at opdatere beskrivelsen af, hvilke opgaver man forventes at varetage, når man bliver ansat på et plejehjem i Aarhus Kommune i dialog med tillidsrepræsentanterne fra sygeplejefagligheden. Opgaverne forandrer sig jo hele tiden, kompleksiteten stiger. Det er et løbende arbejde,« siger Christian Budde.
Kan ikke være der 24/7
Han forklarer, at man lægger stor vægt på tværfaglighed.
»Ergoterapeuter, fysioterapeuter, sosu-personale og sygeplejersker skal alle bidrage til at løfte tværfagligheden. Nogle steder er man dygtige til at få sat det i spil. Andre steder hænger vi i monofagligheder. Men virkeligheden er, at vi har borgere 24/7 på plejehjemmene, vi skal kunne bemande det om natten og i weekender, og så kan vi ikke altid - på alle tidspunkter - have alle faggrupper. Derfor er vi nødt til hele tiden at dyrke den her tværfaglighed. I sidste ende er det en ledelsesopgave at sammensætte det hold. Nogle steder har man mulighed for at ansætte flere sygeplejersker, andre steder er der ikke nogen, der bider på.«
Er du tilfreds med den måde, man sætter holdet på ude på plejehjemmene?
»Jeg mener, at vi skal passe på det ledelsesrum, der er lokalt. På plejehjemmene kender man borgerne og personalegrupperne. Det skal jeg eller andre på rådhuset ikke ind at detailstyre. Men vi skal hele tiden være opmærksomme på, om vi har den rette kvalitet,« siger Christian Budde.
Rådmanden understreger, at man har opnormeret på antallet af sygeplejersker gennem de seneste år. Så man i dag har 17 flere ansat på plejehjemmene, end der var i 2018:
»Det er et konkret ryk i den rigtige retning. Og jeg kan ikke se andet, end at det kommer til at fortsætte. Vi har brug for flere sygeplejersker også på ledelsesniveau.«