Otte valgsteder i Syddjurs - basta
Det lykkedes kun Socialdemokratiet at overbevise Det Radikale Venstres Carsten Bech i, at en genåbning af de gamle valgsteder vil være til gavn for lokaldemokratiet
Der blev udtrykt sympati og forståelse hos flere byrådskolleger på torsdagens byrådsmøde, men Socialdemokratiet må nøjes med at have markeret en anden holdning til lokaldemokratiet end det øvrige byråd, minus Det Radikale Venstres Carsten Bech, der støttede Socialdemokratiets forslag om at genåbne de seks gamle valgsteder i Syddjurs.
Estimerede kommunalforskere som Ulrik Kjær, Syddansk Universitet, Johannes Andersen, Aalborg Universitetscenter, og Roger Buch, Journalisthøjskolen, har ellers plæderet for en sammenhæng mellem valgdeltagelse og antal valgsteder, men enten have det politiske flertals repræsentanter ikke nærlæst de tre nævntes synspunkter eller også troede de mere på det notat, der var vedhæftet dagsordenen.
Heri var der henvist til en undersøgelse fra Københavns Universitet, som overført til Syddjurs kunne ville betyde 61 yderligere vælgere ved at øge antallet af valgsteder med næsten det dobbelte. Pris: Godt 269.000 kroner.
I stedet må Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre nøjes med bogbusserne, som alligevel kører ud til kommunens randområder. Der bliver mulighed for at brevstemme på udvalgte mødedage i bogbussen.
Undersøgelsen fra Københavns Universitet står der blandt andet valgforsker Kasper Møller Hansen på. Det er den samme mand, der advarer politikerne om ikke at glemme valgplakater i lygtepælene, fordi det daglige møde med vælgerne fra denne udkigspost fremmer motivationen for at stemme og for at stemme på ham/hende, der hænger i lygtepælene.
Et forslag fra SF om at vælgerne også skal have mulighed for at bestille kørsel til valgstederne med Flextur, skal der nu regnes på, og tages stilling til senere.
Ikke en festdag
For tre politikere var det ikke sympatien, der var afgørende for at stemme nej til Socialdemokratiets forslag.
Liberal Alliances Per Zeidler stillede spørgsmåltegn ved, hvor langt man skulle gå i forsøget på at nå alle vælgere. Underforstået en genåbning af de gamle valgsteder ville være at gå for langt, fordi borgerne også må være indstillet på at køre efter en valgurne, der ligger lidt længere borte fra deres matrikel end i tidligere tider, hvis de er interesseret i at medvirke.
SFs Bo Fisker var ikke enig med Socialdemokratiets Jesper Mathiesen i, at en valgdag er at sammenlignee med en festdag for demokratiet.
Det er alle de andre dage, der befæster demokratiet, mente Bo Fisker, på festlig vis.
Venstres Gunnar Sørensen udtrykte forståelse for, at der i Rosenholm-området kunne være langt til nærmeste valgsted for nogle borgere, men det var det samme på Mols, mente han, der selv bor på Mols, og godtog man argumentet om at åbne flere valgsteder, for at folk kan stemme, hvor de bor, så skulle der også åbnes yderligere et par valgsteder på Mols, hvor afstandene også er store, men hvor stemmeprocenten traditionelt er høj, ifølge Gunnar Sørensen.
Borgmester Kirstine Bille (SF) antydede, at hun fandt det noget besynderligt, at Socialdemokratiet først spillede ud med forslaget nu, mindre end et par måneder før valget, fordi det også ville give praktiske problemer at gennemføre forslaget for de involverede medarbejdere på rådhuset.
Men hun indvilgede i at give videre til et nyt byråd, at spørgsmålet om antallet af valgsteder bliver taget op igen i god tid inden næste valg.