"Middelfart er ikke gode til temposkift..."
FC Djurslands cheftræner har overskud til at joke før lørdagens hjemmekamp mod Middelfart, hvor hjemmeholdet kan fordoble sin pointhøst ved at hente sæsonens tre første point
Bliver det lørdag eftermiddag, at FC Djursland langt om længe får den første sejr hevet i land, når Middelfart gæster Grenaa Stadion?
Vi er nået til 8. spillerunde, og FC Djursland er nu det eneste hold i 2. division Vest, der endnu ikke har smagt sejrens sødme.
FC Djursland er lige nu agterlanterne med 3 point. Lige foran ligger FC Sydvest og FC Skanderborg med hver 5 point og Odder og FC Svendborg med hver 6 point.
Situationen i bunden er således ikke til at grave sig ned over, men jo før den første sejr kommer, jo lettere bliver fortsættelsen.
FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre erkender da også, at det næsten er umuligt at sige ret meget nyt i forhold til længslen efter en sejr.
"Vi håber, det bliver mod Middelfart, og vi er optimister efter en god træningsuge med god stemning og høj intensitet," siger Anders Bjerre.
Middelfart er noteret for 9 point og vandt senest 2-1 over Brabrand på hjemmebane.
Tre er tilbage efter skader
Anders Bjerre kan glæde sig over, at anfører Joachim Gotfred er tilbage i truppen efter små tre uger skadespause.
Også angriberen Simon Elkjær Nielsen og stopper Martin Møller er blevet deres skader kvit.
Endvidere er reservemålmand Andreas Bang tilbage i truppen.
Til gengæld er Daniel Højland Nielsen ikke med, og det samme gælder Sebastian Konrad, der i sidste spillerunde fik kamptræning hos hjemklubben Kolind-Perstrup i Serie 1.
"Sebastian Konrad er skadet, har jeg fået oplyst. Muligvis har han brækket en tå," fortæller Anders Bjerre.
Cheftræneren var fuldt ud tilfreds med indsatsen i sidste kamp mod FC Jammerbugten, der sluttede 1-1.
Derfor kan de tre spillere, der vender tilbage, ikke bare forvente en plads i startformationen.
"De kommer ikke alle med fra start, men der bliver et par rokeringer, kan jeg godt afsløre," siger Anders Bjerre.
Da Middelfart slog Brabrand med 2-1 (2-0) bestod holdopstillingen af følgende:
Nicolaj Christensen
Mads Lier, Martin Frandsen, Jacob Krüth, Mathias Kirk
Nikolaj Kristensen, Morten Christensen
Lucas Harder,
Kristoffer Gjettermann , Marco Storm, Chris Käehne
Kampdata:
1-0 Mads Lier (25)
2-0 Nikolaj Kristensen (28)
2-1 Valdemar Høegh (72)
54. Emil Backer ind for Lukas Harder
73. Mikkel Birk ind for Mads Lier
75. Jeppe S Nielsen ind for Chris Käehne
Mest kendte hos Middelfart er Kristoffer Gjettermann, der har en fortid som kontraktspiller i AC Horsens.
Chris Käehne spillede i sidste sæson hos oprykkerne til NordicBet Ligaen, Marienlyst, men valgte at skifte til Middelfart i sommerferien.
Anders Bjerre bruger FC Jammerbugtens træner Bo Zinck som sparringspartner i denne sæson, når der skal indhentes oplysninger om kommende modstandere.
"Jeg har hørt, at Middelfart ikke er gode til temposkift," griner Anders Bjerre.
"Nej, spøg til side, jeg har fået et par gode tips om Middelfart, men som altid vil vi primært fokusere mest på os selv."
Lørdagens opgør fløjtes op klokken 15.