Landsbyernes minister med på tour de Kolind
Minister for by, bolig og landdistrikter, socialdemokraten Carsten Hansen, skal tage resultaterne af byfornyelsen i Kolind nærmere i øjesyn på en rundtur på gåben i bymidten
Medens mange borgere i Kolind i øjeblikket venter i spænding på, hvad der skal ske med de tidligere Stark-bygninger - lige nu ligger bolden hos Syddjurs Kommune, ifølge Lokalavisens oplysninger - er det tid til at gøre status på Byfornyelsesprogrammet for Kolind Midtby, som byrådet godkendte i marts 2010.
Store dele af programmet er allerede gennemført, men der mangler fortsat et par store klumper som Byens Hus og renovering af den gamle markedshal, Byhallen.
Minister kigger forbi
Byfornyelsesprogrammet har skam også stor landspolitisk bevågenhed.
Staten har således bidraget med 3 millioner kroner.
Derfor er der logik i, at landdistrikternes minister, socialdemokraten og fynboen Carsten Hansen, ruller til Kolind torsdag 26. september i ministerbilen for at se de foreløbige resultater af byfornyelsen.
Ministeren er er udlært rørsmed og har arbejdet som VVS-montør, så han kan godt vurdere godt håndværk.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter varetager en række opgaver inden for by- og boligområdet, og sager vedrørende regional- og landdistrikter, der tidligere hørte under Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Økonomi- og Erhvervsministeriets ressortområder.
Sightseeing på gåben
Carsten Hansen har afsat to timer i kalenderen til besøget - fra klokken 13 til 15 - der starter ved Kolind Hallen på Bugtrupvej, hvor der gerne inden så længe skal stå et kombineret fritids- og kulturcenter med Byens Hus indbygget.
Herefter bevæger ministeren og hans crew samt centrale aktører fra Kolind Borgerforening, Kolind Handelsstandsforening og Kolind & Oplands Distriktsråd sig ind mod byen, forbi det nyrenoverede svømmebad og videre ned mod den ny parkeringsplads ved kirken via den nyrenoverede stillegade, Bredgade.
Herefter til Byhallen og Boldburet ved Ungdomsskolen, Omfartsvejen, Byporten ved Maarup-indkørslen, stiprojekterne, Kløverstien og Kirkestien, og en værdig afslutning med kaffe i Café Kolind, der ligger i komplekset, Drasbeksparken.
Tovholder præsenterer
Fra Syddjurs Kommune deltager blandt andet Alette Lena Skov-Hansen, Udviklingskonsulent, Plan og Byg, Kultur og Udvikling i Syddjurs Kommune.
Det er i høj grad Alette Lena Skov-Hansen som har været hende, der har styret processen, lyttet til borgernes ønsker og været mastermind for at omsætte de mange ideer til konkrete handlinger.