Thorsagerbørn til tops i filmdyst
2.a fra Thorsager Skole vandt Glasmuseet Ebeltofts filmkonkurrence med temaet ”vores ocean”
Børnene fra Thorsager Skole har endnu engang vist, at skolen byder på særdels gode rammer for kreative udfoldelse.
Elever fra Thorsager Skole har flere gange vundet hæder og ære i kreative konkurrencer og senest har 2.a. vundet den filmkonkurrence, som Glasmuseet Ebeltoft udskrev med udgangspunkt i den store internationale særudstilling ”Ocean”
Derfor skal klassen fredag møde op på Glasmuseet Ebeltoft for at modtage førstepræmien, som er en dag i oplevelsernes tegn på Glasmuseet Ebeltoft.
Dagen byder på snorkeldyk sammen med formidlingskoordinator Kristian Herget fra Nationalpark Mols Bjerge, en fortælling om livet i havet ved Bo Skaarup, direktør for Naturhistorisk Museum, Århus, og så selvfølgelig en rundvisning i museets Oceanudstilling.
Offer for onde havmonstre
Temaet for konkurrencen var "vores ocean" og børnene skulle fortælle en historie med udgangspunkt i deres forhold til havet.
Børnene fandt på en historie, om en surfer, som redder en dreng fra at drukne, men selv bliver offer for de onde havmonstre.
Surferen bliver fundet af nogle havfruer, der bringer ham op til havoverfladen igen.
Da surferens aske senere bliver spredt ud over havet, bliver asken til små nye havfruer, der kommer ned til den vise gamle fisk, der fortæller havfruerne om kampen mellem de gode og de onde på bunden.
Optaget og redigeret på iPads
Hele klassen har arbejdet med ideer, skrivning af manuskript og drejebog.
De har lavet kulisser og rekvisitter, der er bla. lavet havfruer af trylledej, fisk af muslinger, gobler og bølger malet på plastic og meget mere.
Filmen starter og slutter i den virkelige verden med en pige, der sidder og tegner. Undervejs springer handlingen over i et animationsunivers med fisk og havfruer.
Filmen er indtalt af en af eleverne og handlingen er understøttet af musik. Selve indspillingen er foretaget og redigeret med iPads.
Projektet har været en lang og spændende proces, som 2.a har skabt i samarbejde med deres lærere Hanne Bloch og Hanne Larsen samt pædagog Anette Bredstrup.