To sårede mandskaber mødes ved Jammerbugten
FC Djursland skal forsøge at vinde sæsonens første kamp lørdag eftermiddag, når holdet møder Jammerbugten FC på Sparekassen Vendsyssel Arena
To hold, der er ramt på stoltheden, mødes lørdag Sparekassen Vendsyssel Arena ved Jetsmark Hallen mellem Kaas og Pandrup. Sådan lyder det i forskræp'et fra Jammerbugten FCs cheftræner Bo Zinck på klubbens hjemmeside til opgøret mod FC Djursland.
En beskrivelse, som hans kollega hos FC Djursland, Anders Bjerre, godt vil købe.
"For vores eget vedkommende siger det sig selv, at det gør ondt ikke at have fået sæsonens første sejr endnu efter seks spillerunder, fordi vi alle føler, at vi har været godt med i alle kampe, hvis vi ser bort fra anden halvleg i den seneste kamp mod Svendborg," siger Anders Bjerre.
FC Djursland kører til Jammerbugten lørdag med to point i tasken, mens hjemmeholdet løber på banen med syv point.
"Vi håber fortsat på, at forløsningen snart kommer, men det nytter ikke noget bare at sige, at vi skal vinde mod Jammerbugten FC, fordi det låser mere end det åbner med en sådan en målsætning. Vi håber selvfølgelig på en sejr, men jeg vil hellere sige, at vi tror den snart kommer, for vi har brug for den, spillere, ledere og fans."
Tre mand ude
FC Djursland må undvære tre fra den normale startformation mod Jammerbugten FC.
Anfører Joachim Gotfred er fortsat skadet, og samme skæbne har overgået midtstopperen Martin Møller og angriberen Simon Elkjær Nielsen.
"Martin fik et spark over knæet mod Svendborg, men spillede kampen færdig. Han er dog ikke klar til at spille mod Jammerbugten," siger Anders Bjerre.
"Simon døjer med en forstrækning i baglåret, og det hæmmer ham for meget til, at han kan yde maksimalt. Derfor får han en pause."
Reservemålmand Andreas Bang får kamptræning lørdag på Grenaas Jyllandsseriehold, mens angriberen Sebastian Konrad gør det samme, men hos hjemklubben Kolind-Perstrup i Serie 1.
Den resterende del af FC Djursland-truppen er med, når bussen afgår lørdag formiddag.
"De tre skader tvinger os til at ændre på startopstillingen, hvor Danny Lauridsen heller ikke får plads, fordi han ikke har trænet i ugen på grund af studietur," forklarer FC Djurslands cheftræner.
Fysisk stærk modstander
FC Djurslands assistenttræner Frederik Thøgersen så Jammerbugten FC spille i søndags mod Brabrand (1-1), og han kiggede på et mandskab, der investerede meget fysisk og ikke var bange for at lægge et højt pres på modstanderholdet.
"Jeg vurderer, at vi vil være underlegne rent fysisk, men så må vi agere på anden vis ved at være klogere og ikke at lade opgøret blive præget af for meget duelspil," siger Anders Bjerre.
"Frederik og jeg udveksler dog først det sidste lørdag formiddag om vores planer med kampen."
Anders Bjerre har nu ikke tænkt sig at ændre på spillestilen.
"Det vil jeg ikke, fordi jeg føler, at vi har spillet godt med i de foregående kampe, så derfor er der ikke grund til at ændre på vores måde at gribe tingene an på. Jeg håber bare, at vi får noget af det held over på vores side, som vi har manglet hidtil."
Jammerbugten FC har mange spillere i rækkerne med masser af divisionskampe i benene. Det gælder for eksempel forsvarsspilleren Martin Pedersen med en fortid som superligaspiller og Danmarksmester med AaB, men også Emil Haucke (Viborg FF) og Malthe Nygaard (Thisted) har prøvet at spille på højere niveaiu.
Holdets angrebses hedder Nickolaj Thomsen, og han voldte senest FC Djursland problemer, da djurslændingene sidst spillede med i 2. division og Jammerbugten endnu hed Blokhus FC.
To spiller med reference til Djursland
To af Jammerbugtens spillere har tidligere i deres fodboldliv krydset Djursland.
Det gælder målmand Simon Enevoldsen, som Anders Bjerre kender vældig godt, fordi han tidligere har undervist Enevoldsen, mens denne var elev på Hessel Fodboldskole.
Simon Enevoldsen er lillebror til udenlandsprof i Mechelen, Thomas Enevoldsen, og søn af Peter "Ålen" Enevoldsen, nuværende assistenttræner i SønderjyskE og selv tidligere udenlandsprof i Tyskland og Østrig.
"Det bliver et hyggeligt gensyn med Simon, som jeg husker som en dygtig målmand, der kunne sparke meget langt. Jeg håber dog gensynet bliver sjovest for mig," griner Anders Bjerre.
Også Jan Rasmussen, tidligere ungdomsspiller i Ebeltoft og Aastrup-Hammelev, spiller med hos Jammerbugten FC. En hurtig yderforsvarer i højre side.
Opgøret begynder klokken 15.