Kommunerne skal have mere magt
Simon Pihl Sørensne og partikollegaen Rasmus Prehn har udgivet en ny bog, der blandt andet kritiserer deres egen partitop
Den socialdemokratiske viceborgmester i Lyngby-Taarbæk, Simon Pihl Sørensen, er aktuel med en ny debatbog, som han har skrevet sammen med folketingsmedlemmet Rasmus Prehn.
I bogen 'Frihed til Fællesskab' går de to socialdemokrater i rette med den drejning, tingene har taget siden 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen overtog statsministerposten efter socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen.
Bogen er med forfatternes egne ord "et opgør med egoismen i tiden og managementkulturen i det offentlige, hvor man ansætter flere og flere i de ledende lag til at fyre dem, der skulle have vasket fru Olsens gulv."
Kritik af S-top
Bogen indeholder samtidig en indirekte kritik af den nuværende socialdemokratiske ledelse, som de to socialdemokratiske forfattere ikke mener har ændret særlig meget siden de overtog magten efter VK-regeringen i 2011.
"Statistikkerne viser utvetydigt, at det danske velfærdssamfund på stort set alle kerneområder er blevet forringet med VK-regeringerne i Statsministeriet. Og desværre er der heller ikke sket mærkbare ændringer efter valget i 2011, selv om SRSF-regeringen gik til valg på løfter om bedre velfærd," lyder det i bogen.
Magten flyttet
For Simon Pihl Sørensen er det især et opgør med magten over kommunerne, som han mener, er flyttet fra selve rådhusene og ind til centraladministrationen på Slotsholmen.
"New Public Management har sat demokratiet til vægs. Centralismen kvæler virketrang og innovation i kommunerne. Tag fx budgetloftet. Sidste år var kommunerne så bange for sanktioner, at de brugte 5 milliarder kroner for lidt i en tid, hvor vi skal have lidt mere kul på. Kommunerne skal være effektive og økonomisk ansvarlige , men når tiden går til administration, kontrol og indberetninger i stedet for kerneopgaverne - børn og ældre - så er vi hverken økonomisk ansvarlige eller ansvarlige over for de mennesker, der har brug for fællesskabet. Tag fx vurderingsområdet. Man tog de lokale folk væk. Dem der kunne gå ud hos Fru Jensen og se de faktiske forhold. Systemet tog over og blev med at køre der ud ad i årevis med fejl på fejl. Den sunde fornuft og frihed til lokale løsninger skal tilbage i kommunerne. Mindre system og mere fællesskab.
I bogen har forfatterne en række pejlemærker. En af dem går på, at der skal skabes såkaldte pionerkommuner, hvor udvalgte kommuner skal have lov til at søsætte nye initiativer uden at Christiansborg blander sig. Forfatterne vil også have droppet det kommunale skattestop. De foreslår også, at der indføres en ny social værnepligt for alle unge danskere.