Efterlønner giver 150.000 kroner til børneafdeling
Donation går til hospitalsklovne og til at pifte børnemodtagelsen op
Den 64-årige efterlønner Ole Møller fra Vejle har skænket 150.000 kroner børneafdelingen på Kolding Sygehus og hospitalsklovnene. Det besluttede han at gøre under en indlæggelse på Vejle Sygehus, der ikke har en børneafdeling. Derfor faldt valget på den nærliggende afdeling i Kolding.
“De mange børn, der bliver indlagt på sygehuset, skal have de bedst mulige forhold. Jeg håber, at jeg med min donation kan være med til at sprede lidt glæde, og samtidig ser jeg også gerne, at andre kigger på bankbogen for at se, om de ikke kan undvære lidt til det gode formål,” sagde Ole Møller, da han sammen med sin niece Rikke besøgte børneafdelingen.
Pengene bliver fordelt med 100.000 kroner til børneafdelingen og 50.000 kroner til foreningen Hospitalsklovne-Kolding, der er med til at sikre, at der fortsat kan være fire hospitalsklovne på børneafdelingen.