Sygefravær halveret blandt kommunale medarbejdere
Et trivselsprojekt har halveret sygefraværet blandt medarbejderne i Center for Social og Sundhed i Furesø Kommune
Et sygefravær blandt Furesø Kommunes medarbejdere i Center for Social og Sundhed - der blandt andet omfatter medarbejdergrupper som hjemmehjælpere og de ansatte på plejecentre - som lå over det gennemsnitlige for tilsvarende arbejdspladser andre steder, satte for tre år siden gang i et større projekt for at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
Resultaterne har været enestående. Trivslen og arbejdsmiljøet er blevet væsentligt forbedret, og sygefraværet er halveret.
Via midler fra Forebyggelsesfonden og et samarbejde med firmaet Sund Trivsel igangsatte Furesø Kommunes Center for Social og Sundhed 'Trivselsprojektet'. Projektet er netop afsluttet, og status er, at sygefraværet er mere end halveret.
Ved projektets start var det gennemsnitlige sygefravær på 14 procent blandt medarbejderne. Det aktuelle sygefravær er nu nede på 5,87 procent og ligger således under landsgennemsnittet, som er på lidt over seks procent for sammenlignelige arbejdspladser.
En tidligere stor udskiftning blandt medarbejderne i ældreplejen er nu ophørt, så der nu er en stabil gruppe af medarbejdere og ingen ubesatte stillinger.
De positive resultat kan også aflæses ved, at der ved den afsluttende evaluering er en stigning af medarbejdere, der oplever, at lederne prioriterer trivslen.
Susanne Mortensen (C), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget, glæder sig over det gode resultat:
"Det er et sjældent godt resultat, vi har opnået, og det glæder jeg mig virkelig over. Medarbejdernes trivsel ligger os meget på sinde i Furesø Kommune. Både ledere og medarbejdere fortjener stor ros og anerkendelse for den målrettede indsats, der ligger bag disse markante resultater. Lavt sygefravær og en stabil medarbejdergruppe betyder også, at vi har et rigtig godt udgangspunkt for at fokusere yderligere på faglighed og kvalitet til stor gavn for vores borgere", siger hun.