Her bliver voksne mænd hurtigt til drenge

Den kreative energi siver ud af hver eneste sprække hos Juicy Halftone Records i Søborg

Artiklens øverste billede
Habbe, 'P', Richard Plugmann og Willi Jönsson er trukket ind i mixerrummet til ære for fotografen. Foto: Jesper Bjørn Larsen

"Hey mand, fedt du kom, du går bare ind, Habbe venter på dig".
Et par smøgtrængende mænd i shorts, sorte wifebeaters - og masser af farvestrålende tuscher på arme og ben - lyser op ved synet af bladets udsendte, der skridter hen over den smeltevarme parkeringsplads.
Det er muligt, at de ydre rammer for Juicy Halftone Records, godt gemt væk bag Rema 1000 på Søborg Hovedgade, ikke er de mest spektakulære, men modtagelsen fejler ikke noget.
'Habbe' er 33-årige Habtom Amanuel, den ene af bagmændene bag stedet, der både er et pladeselskab, lydstudie og eventbureau. Han bobler af glad energi og begynder straks at fortælle både sin egen og Juicys historie.
"Vi kom hertil i 2008 og har brugt lang tid på at bygge det store lydstudie. Det er et livsværk, vi er i gang med, og vi skal forhåbentlig være her de næste 20-30 år. Målet er at lave legendariske plader her, og en masse bands skal synes, det er fedt at komme her", fortæller Habbe, der kom til Danmark fra Sudan som en lille dreng.

Bolden rullede ind i musik

Under sin opvækst i Herlev var han en særdeles lovende fodboldspiller, men en alvorlig knæskade skød drømmen om en professionel karriere ned.
Til en demonstration på Rådhuspladsen mødte han sin barndomsven Zaki, som han begyndte at hænge ud med igen. Det viste sig at være vejen ind i et bohememiljø med masser af skæve, kreative eksistenser.
En af dem var lydmanden Richard Plougmann, som han startede Juicy Halftone Records sammen med. Deres fælles hjertebarn har allerede tiltrukket navne som Burning Red Ivanhoe, Erann DD og Rugsted & Kreutzfeldt, så det oplagte spørsgmål må være, hvad der gør Søborg-studiet til noget særligt.
"Der er ikke mange steder, der kan tilbyde et så stort indspilningsrum med så god en akustik", siger Habbe. Og Richard, som vi på rundturen har forstyrret, mens han mixer for det albumaktuelle band Bolværket, supplerer:
"Vi kan tilbyde et topprofessionelt trackingstudie (et track er en grundindspilning, inden finpudsning, red.), second to none, og så mixer og mastererer vi også. Vi har gjort meget ud af akustisk at tilpasse rummene. Det har kostet meget blod, sved og tårer", smiler den 47-årige mand.
Mange sene aftenstunder er gået med at ombygge de lokaler, der tidligere husede et skiltefirma.
I et andet mixerrum sidder trommeslageren fra Horrorpops og det hedengangne Strawberry Slaughterhouse, Henrik Stendahl, som tager sig af punkrocken på stedet.

Gode vibrationer

Efter Habbes rundvisning sætter vi os ind i indspilningsstudiet med forsanger og guitarist i Bolværket, 'P', og bassisten fra bandet, Willi Jönsson, som siden Gasolin-tiden har spillet med et hav af bands og musikere.
"Det er én stor kreativ fabrik. Her er en dejlig lyd, det hele er bare som det skal være. Når du skal indspille musik, kræver det gode vibrationer, og det er der sgu her", konkluderer rockveteranen Willi Jönsson.
Selv om man i dag med det rette udstyr kan sidde derhjemme i sin dagligstue og indspille musik, tror manden, som Kim Larsen gav kælenavnet 'den bælgøjede halvsvensker, på fremtiden for et pladestudie som Juicy.
"Jeg kan da godt køre lortet ind på et track, men du skal stadig bruge nogen til at mixe. Ingen af os er gode teknikere", griner Willi Jönsson.
Bolværket er et af de navne, som Juicy Halftone Records ikke alene indspiller og mixer for, men som de også udgiver. Et andet er soul/R&B-sangeren Jamie Gashi.
Rundturen er slut, og Villabyerne lægger an til at træde ud i den kedelige hverdag igen. Habbe takker for besøget.
"Du må gerne nævne, at vi også laver voiceovers for film og tv. Og vi tager også praktikanter ind, f.eks. hvis man vil lære at indspille. Jeg vil gerne gøre en forskel for de unge", smiler han over håndtrykket.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.