Verdenspremiere på Esaura

Fredericia Teater præsenterede torsdag aften sin store, lokalhistoriske, internationale, hjemmegjorte musical om Esaura. Det skete i en propfyldt lille sal i teatret og for et forventningsfuldt publikum.
Den røde løber var rullet ud. Publikum blev modtaget af 6. Juligarden, der spillede udenfor teatret. Indenfor summede snakken og stemningen. Der var stolthed i luften: Fredericia har fået sin egen musical, og nu skulle den opleves på Fredericias eget teater. En vaskeægte urpremiere.
Teaterdirektør Søren Møller hilste på og gav hånd. Komponist John Bucchino og hans amerikanske kolleger var også rundt at smalltalke inden tæppet skulle gå.
"Jeg er ikke det mindste nervøs. Det plejer jeg ellers at være," kunne den erfarne Broadway-komponist fortælle.
"Jeg plejer at være er nervevrag, fordi jeg står foran at modtage publikums dom. Men med Esaura ved jeg simpelthen bare, at den er god. Og jeg ved, at publikum vil tage godt imod den og få en god oplevelse. Det ved jeg. Så jeg er underligt unervøs," sagde John Bucchino inden forestillingen.
Efter anden og sidste akt var han anderledes berørt.
"Jeg er meget følelsesladet, lige nu. Meget rørt," sagde han og udtrykte stor begejstring for udeførelsen af det stykke, han har skruet sammen i samarbejde med danske Mads Æbeløe.

Fredericia som bagtæppe

Musicalens historie handler om den unge Esaura og hendes Christian, som ikke må få hinanden, fordi de kommer fra hver sin menighed.
De vil ellers gerne have hinanden. Men især Esauras fransk reformerte far, Abraham Fournaise, spænder ben for de unges kærlighed. Han tvinger sin unge datter til at slå hånden af sin elskede, og Christian forlader land og by.
Fortællingen foregår i Fredericia midt i 1800-tallet. Treårskrigen raser. Det er den med det berømte udfald over Fredericias volde 6. juli 1849.
Egentlig kunne fortællingen have foregået hvorsomhelst. For der findes et utal af historier om forbudt kærlighed på tværs af forstokkede skel. En af de mest berømte er Romeo og Julie, som jo ender forfærdelig tragisk.
I Esaura holdes publikum hen i spænding og forventning indtil ganske få minutter før tæppefald: Får Esaura og Christian hinanden? Kan vi stole på vores forventning om en happy end?
Fredericia anno 1849 bruges som bagtæppe og kulisse. Teatrets scenografi er blandt andet basseret på nærbilleder af huse fra den historiske miniby, der her blæses op i stort format og pludselig fremstår som ægte huse og gader. Det fungerer.
Og synet ud over et roligt Lillebælt med rullende krusninger på overfladen er smuk. Fyns genkendelige "skyline" er smuk.

Esaura vinder langsomt

Musicaloplevelsen er som alle andre oplevelser personlig. Og helt personligt synes jeg, at Esaura er lidt tung. Især i første akt.
Historien fortælles uden ramasjang og action, men med store følelser og flot, flot, flot sang - og dejlig musik.
Det er selvfølgelig en smags sag, men personligt savnede jeg lidt ramasjang og action. Det fik jeg så til gengæld lidt af i anden akt. Men stadig ikke rigtig nok. For mig.
Efterhånden som forestillingen glider frem, sniger den sig dog ind under huden. Især de scener, hvor kærligheden mellem far og datter kommer på prøve.
I særlig høj grad scenen, hvor Esaura synger og spørger sin far "er der noget vidunderligt ved mig?". Pludselig mærker jeg en tåre i øjenkrogen - men ganske som Esauras far holder jeg den tilbage, inden den når ned ad kinden. Forstokket, som vi er, ham og jeg.
Som fredericianer er jeg stolt af at se min by på scenen. Men stoltheden gør også, at jeg ser med andre øjne, end jeg ellers ville gøre. Og jeg vil ikke udelukke, at disse andre øjne er medvirkende, at jeg aldrig bliver suget helt ind i historien. Jeg betragter, ser, lytter og tænker. Men jeg føler ikke. Ikke så meget, som jeg gerne ville.
Måske er janteloven mere gældende, når en forestilling er skabt i, handler om og opsættes i ens hjemby. Også selvom Fredericia Teater forlængst har ædt janteloven og skyllet den ud. Og selvom jeg hårdnakket hævder ikke at leve efter den. Jeg ved det ikke.
Men som nævnt: Enhver oplevelse er personlig. Og mens jeg ikke selv formåede for alvor at blive følelsesmæssigt engageret i Esauras og Christians trængsler, brugte min sidemand indtil flere papirslommetørklæder af bare begejstret, medrevet småtuderi.