Aarhus Kommune går ind for storskrald på Facebook
Kommunen samarbejder med initiativtagerne bag Facebook-gruppen “Storskrald i Aarhus”
Aarhus Kommune har fået øjnene op for de mange ting, som hver dag skifter ejere mellem de mere end 10.000 medlemmer af Facebook-gruppen “Storskrald i Aarhus”. I øjeblikket samarbejder kommunen med initiativtagerne bag Facebook-gruppen, hvor ti unge mennesker skal fortælle Aarhus Kommune, hvordan de forestiller sig, at kommunen skal være en aktiv medspiller, når det kommer til storskrald.
“Kommunen betaler mange millioner for at afhente storskrald, og da det ofte er unge mennesker, som bestiller storskrald, så vil vi rigtig gerne lære, hvordan vi kommunikerer på en anden måde,” siger Louise Åstrøm, som er affaldschef ved Aarhus Kommune.
Hun understreger dog, at selvom Facebook-gruppen er et rigtig godt initiativ, så er det vigtigt at finde en form, som passer til kommunen, så der ikke i fremtiden skal stå storskrald i gaderne.