“Vi VED vi gør en forskel”
I september og oktober skal kandidaterne til 37 nye brugerråd i Aarhus findes. Brugerrådene varetager alle over 60 år’s interesser
I år finder brugerrådsvalget for førtidspensionister og alle personer over 60 år sted. Og det er ikke et valg, som man bare skal tage let på, mener de i brugerrådet på Lokalcenter Hasle.
De er nemlig slet ikke i tvivl om, hvor vigtige de selv er for lokalområdets ældre borgere.
“Hvis ikke vi var her, ville lokalcentret udelukkende være et sundhedshus. Det er os, der gør forskellen på, om der er noget at komme efter på stedet. Med alle vores aktiviteter sikrer vi, at en masse borgere besøger lokalcentret, og en masse mennesker er lig med liv,” fortæller Erik Vigsø, der er medlem af brugerrådet.
Kom til opstillingsmøde
Brugerrådsvalget finder sted hvert andet år. Man stemmer og stiller op på det lokalcenter, man hører under eller har et centerbånd til - er man i tvivl, findes svaret på kommunens hjemmeside.
Erik Vigsø og Ena Jarland, som er formand i Hasles brugerråd, opfordrer alle til som et minimum at dukke op til opstillingsmødet i lokalområdet.
“Kom og hør mere om vores arbejde - også selvom du ikke lige tænker, at du selv vil stille op,” siger Ena Jarland.
På opstillingsmødet kan man meddele, om man ønsker at være en del af brugerrådet.
Er der kun mellem tre og ni personer, som stiller op, bliver de automatisk valgt - er der flere, skal der et egentligt valg til, som finder sted 5. november.
De ældres talerør
Men hvad laver et brugerråd egentlig?
“Kort sagt er vi et folkevalgt organ, som varetager alle over 60 år's interesser i lokalområdet. Vi er altså denne gruppes talerør både over for kommunen og over direktionen på lokalcentret,” fortæller Ena Jarland.
Brugerrådene gør altså deres inflydelse gældende på et politisk plan, men også mere jordnært og konkret i form af forskellige arrangementer.
På Lokalcenter Hasle står brugerrådet eksempelvis bag banko, tøjsalg, musik, fester, computerundervisning og ture ud af huset.
“Hvis ikke vi var her, var der en stor gruppe, som bare ville komme til at sidde derhjemme,” siger Ena Jarland, som selv siger, at hun blev medlem af brugerrådet for 14 år siden af egoistiske årsager:
“Jeg har aldrig mødt så mange smil - og smilene er vores løn,” siger Ena Jarland.
“Ja, man får det tilbage, som man selv lægger i det, men med renter og renters rente,” smiler Erik Vigsø, som fortsætter:
“Vi ved, vi gør en forskel, og det vil jeg egentlig godt klappe mig selv på skulderen for.”