Peter er din livline til søs

Roskilde Fjord, 6. september 2012. Det sidste aftenlys forsvinder så småt og mørkelægger Isefjorden. Det blæser, og bølgerne rejser sig.

Løjtnant Peter Bærentzen sidder i en af marinehjemmeværnets hurtigsejlende gummibåde. Han og hans besætning på skibet Askø er ude at øve som så mange andre torsdage, men pludselig afbryder radioen deres træning.

To personer er faldet over bord fra en sejlbåd et sted mellem Lynæs og Rørvig.
Gummibåd og Askø er bare 5,5 kilometer derfra. Men tiden er dyrebar. En person kan være så uendelig lille og næsten usynlig i rørt vand.

Heldet vil, at de to sejlere ikke var alene i båden denne aften. Idet Askø finder de nødstedte, lykkes det to andre sejlere at få dem halet op af vandet og tilbage på dækket. Den ene mand er dog bevidstløs, får Peter Bærentzen at vide i gummibåden.

Helikopteren svæver nu over dem, men kan ikke hejse ham op fra båden af fare for, at de kommer i kampolage med sejlbådens mast. Suset fra helikopterens ni meter lange vinger, der pisker rundt, gør al kommunikation svær. Peter og hans besætning sætter deres lid til deres rutiner.

De får båret den bevidstløse mand over i gummibåden, og derfra hejser helikopteren ham op og sætter kurs mod helikopterlandindspladsen på toppen af Rigshospitalet.
Askøs besætning tager hånd om den anden våde og forkomne sejler og får sejlbåden tilbage til fastlandet.

Ikke plads til kaffeklubber

I dag, et år senere, sidder Peter Bærentzen i messen på Askø og tænker tilbage på episoden. Den viser, synes han, hvor vigtig deres øvesejladser er.

"Det, vi laver på øveaftner som i aften, skal gøre, at alting kører på skinner, når det er alvor. Man kan ikke sejle ud og forvente at have en kaffeklub, hvor man kan sidde og slappe af," siger han.

Træning, træning og så lidt mere træning. Det er dét, som marinehjemmeværnsfolkene håber, kan gøre en forskel på liv eller død. Men det er ikke altid så enkelt.

Et af havets ofre

Senere den septemberaften i 2012 kommer der en ny melding over radioen: Manden overlevede ikke.

"Det er en irriterende tomhed, for vi gjorde alt, hvad vi kunne for, at det skulle ende anderledes. Vi vil hellere have, at dem, der venter derhjemme, ikke skal vente forgæves," kommer det fra Peter Bærentzen.

Hele episoden har besætningen skulle vende sammen et par gange. Det er barske løjer, men det skal det faktisk altid være, mener Peter Bærentzen.

"Hvis man vender sig til det, så skal man finde noget andet at lave," konkluderer han.

Lyst til ansvar

Vandet har altid været en del af Peter Bærentzens liv. Dykke og udforske livet under havoversladen. Eller lette fortøjningerne og sætte kurs mod et sted i horisonten.

Heldigvis er der ikke langt til fjorden fra hans hjem i Græse Bakkeby. Herfra driver han sin it-virksomhed, men ringer de fra Søværnet, stryger han ud af døren og til Hundested, hvor Askø sejler ud fra. Marinehjemmeværnets beredskab skal kunne rykke ud med en times varsel, 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Peter Bærentzen har været en del af værnet i 4,5 år, men overvejelserne om at blive én ud af de 5.000 frivillige var længe undervejs, fortæller han ærligt, da Lokalavisen møder ham til en sejlads på Roskilde Fjord.

"Der eksisterer mange fordomme om hjemmeværnet, som man arver fra andre. Og de fordomme har nok gjort, at jeg var 10 år længere om at melde mig ind," siger han.

Men en tur om bord som gæst på et af værnets skibe overbevidste ham.
"Det står for mig som en kæmpe stor oplevelse. Da jeg så den professionalisme, der skinnede ud af folkene om bord, blev jeg helt sikker."

En offentlig hemmelighed

Peter Bærentzen startede kort tid efter på uddannelsen til fartøjsfører, som gør, at han i dag har ansvaret over mandskabet og selve Askø. På dækket denne smukke og vindstille torsdag aften uddelegerer han aftnens poster og roller til besætningen.

De skal øve i at sætte gummibåden i vandet og træne sejlads i den. De skal også bjærge en "nødstedt" redningskrans direkte fra Askø, for at træne dét tilfælde, at gummibåden ikke er i nærheden eller ude af drift. Som Askø sejler ud af havnen i Hundested, bliver deres arbejde til dét, Peter Bærentzen kalder en velbevaret offentlig hemmelighed.

"Det er ikke noget gloværdigt job eller noget, vi høster store roser for. Og så er det usynligt for mange. Når vi er herude på havet, går du måske hjemme i haven og slår græs," siger han.

Statens havnebus

Udover at kunne hjælpe til i redningsaktioner er der nemlig masser af rugbrødsarbejde. Marinehjemmeværnet er en del af farvandsovervågning og holder øje med, at trafikken til søs glider, som den skal, og at der ikke er ubudne gæster i dansk farvand.

De er også en slags busselskab til søs. De sejler for politi og SKAT, når de skal på rutinetjek omkring de danske havne, og for Skov og Naturstyrelsen, når de tæller sæler eller fugle i det danske øhav. 

En fritidsinteresse med mening

Og så skal marinehjemmeværnet med sine 30 fartøjer gerne være "første mand på stedet" og forhindre, at spildt olie ikke spreder sig, hvis der sker en olieforurening i Danmark.

Det er en opgave, som ligger Peter Bærentzens hjerte nært.
"Rigtige lystsejlere vil jo have rent vand at sejle i. Jeg har også dykket siden starten af 80'erne og kan se, hvordan vores have bliver ødelagt. Derfor betyder det noget for mig, at vi kan afværge olieudslip."

Derfor gør det ikke noget, at han sidste år brugte 1.000 timer på Askø. 1.000 timer med træning, overvågning, transport og redningsopgaver. Det svarer til 27 ugers fuldtidsarbejde på ét år.

"Det er en forholdsvis aktiv fritidsinteresse," siger Peter Bærentzen. En underdrivelse, der serveres med et smil.

"Hvad skulle jeg ellers have lavet? Siddet på sofaen derhjemme og set realityshows? Nej, man bliver bidt af det her."