Trafik-forbederinger i syd er på vej
Aarhus Kommune har valgt at investere penge i trafikproblemer i sydbyen
Aarhus Kommune har besluttet, at der i nærmeste fremtid kommer til at ske ændringer i trafikforholdene i sydbyen.
Helt konkret er der ændringer på vej på Oddervej og i Tranbjerg.
Ofte sidder bilister i kø på Oddervej om morgenen, når de skal ind mod byen. Det skyldes blandt andet, at der er en meget kort venstresvingsbane ved Ringvej Syd, hvilket betyder, at biler, der skal køre lige ud, ikke kan gøre det, da der er biler, der holder i kø for at dreje til venstre.
Det bliver der nu lavet om på, oplyser vejchef i Aarhus Kommune, Michael Kirkfeldt.
“Der er afsat 1,5 millioner kroner i år og 0,5 millioner kroner næste år. Vi går snart i gang med forbedringerne, men jeg kan ikke sige præcis hvornår,” siger Michael Kirkfeldt.
Ellemosevej med i planer
Lokalavisen har tidligere skrevet om problematikken omkring Ellemosevej i Tranbjerg. Nogle er frustrerede over, at den i perioder er lukket på grund af vand på vejbanen, mens andre ønsker den lukket permanent.
Én af dem, der savner en afklaring af vejforholdene på Ellemosevej er Hanne Fisker.
“Det er dødtræls, når vejen er spærret. Lige nu kan der kun komme én bil forbi ad gangen, så man skal holde tilbage for hinanden. Jeg kunne godt tænke mig, at vejen blev lavet, så vi kan bruge den rigtigt. Aarhus Kommune burde sørge for at få rettet vejen op, så den fungerer optimalt,” siger Hanne Fisker.
Den problematik imødekommer vejchefen i kommunen.
“Vi har ikke de største ressourcer til Ellemosevej, men den skal selvfølgelig have en tålelig tilstand, så vi skal finde ud af, hvad vi kan gøre ved den, så der ikke kommer oversvømmelser, når det regner, for det er ikke hensigtsmæssigt,” siger Michael Kirkfeldt.
I det hele taget kommer der til at ske ændringer på Ellemosevej, for det er nemlig planen, at der skal være to spor på Landevejen fra Tranbjerg og ind mod byen og ét spor i modsatte retning. Det betyder også, at man fremover kun kan komme til at svinge højre ind og højre ud af Ellemosevej.
“Vi laver fuld optrukken linje på Landevejen. Projektet er under udvikling, og der kommer til at ske ændringer i løbet af 2014,” oplyser vejchefen.
Der er afsat 1,5 millioner kroner til projektet.