Genvejen skal leve op til sit navn
For meget trafik på Genvejen skal nu afhjælpes med en forlængelse af venstresvingsbanerne
Aarhus Kommune har besluttet at spytte fem millioner kroner i en forbedring af Genvejen, som især om morgenen giver trafikproblemer på grund af for megen kø.
Der opstår kø på Genvejen hen mod krydset Genvejen/Møllebakken, da der sker en kødannelse i de to venstresvingsbaner, og den blokerer samtidig for de bilister, der skal lige over i krydset og videre ad Sletvej.
Derfor er det blevet besluttet, at de to venstresvingsbaner skal forlænges med omkring 100 meter.
“Jeg har stor opmærksomhed på trafikken i Aarhus, og jeg har særligt fokus på flaskehalsproblemer. Det er vigtigt, at der sættes ind i krydset Genvejen/Møllebakken, som er belastet særligt i morgentrafikken,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.
Arbejdet forventes færdigt i midten af november i år.