Storskrald hitter på Facebook
10.0000 aarhusianere er vilde med storskrald, og deler gratis ting og sager på Facebook
Står du og mangler et nyt strygejern, et sofabord, nye pander og gryder, varme vinterstøvler til børnene eller hvad med en blå klinikbriks?
Så er der hjælp at hente på Facebook-gruppen “Storskrald i Aarhus”. Her kan aarhusianerne lægge billeder op af ting og sager, som er sat til storskrald på gader og stræder i Aarhus midtby.
Og genbrugstanken er noget som falder i god jord hos flere tusinde aarhusianere. Gruppen har i dag omkring 10.000 medlemmer, og hver dag får bøger, garderobeskabe og senge nye ejere.
Bag Facebook-gruppen står Anders Schunk og Mark Skiffard, som startede gruppen for to år siden, da de begge ofte gik tur med deres børn i Aarhus midtby.
“ Jeg undrede mig over alle de gode og brugbare ting, som stod overalt i midtbyen og bare skulle smides ud. Efterhånden blev det min egen lille leg at gå rundt at tage billder af alt det storskrald, som stod rundt omkring i byen,” siger Anders Schunk.
Ifølge initiativtageren er en af grundende til den store popularitet i Aarhus, at byen har mange unge studerende, som ofte flytter og ikke har så mange penge.
“Storskrald bliver et alternativ til IKEA, hvor du kan finde en fin gratis ting til din lejlighed, som andre alligevel vil smide ud,” siger Anders Schunk.
Den bæredygtige vej
Derudover er der også en bæredygtig tanke i at genbruge og give gratis ting væk. Og Anders Schunk synes det er fint, at borgerne selv kan gøre noget for at være bæredygtige.
“Der bliver omsat rigtig meget på gruppen, og mange vil gerne give gratis ting væk i stedet for det ender på forbrændingen,” siger han.
Facebook-gruppen “Storskrald i Aarhus” er en ud af 27 bæredygtige projekter, som er nomineret til DR P4 og Informations kampagne “Hvad gør vi nu? - vores omstilling til et bæredygtigt samfund”, som sætter fokus på at skabe et bæredygtigt samfund i fremtiden.