Asfaltarbejde kan skabe kø på Helsingørmotorvejen
Næste weekend skal Vejdirektoratet lægge ny afsfalt på Helsingør-motorvejen
Trafikanterne på Helsingørmotorvejen skal have tålmodighed i næste weekend. Vejdirektoratet skal lægge asfalt på motorvejen syd for Gl. Holte, og det betyder, at antallet af kørespor reduceres fra to til et i sydgående retning. Trafikanterne i nordgående retning vil fortsat have to spor at køre i.
Arbejdet begynder fredag 20. september kl. 19.00 og er færdig senest mandag 23. september kl. 05.00.
"Selvom arbejdet foregår over en weekend skal trafikanterne forberede sig på længere rejsetid, når de skal passere arbejdsstedet.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne," lyder det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
Udlægningen af asfalt er en del af Vejdirektoratets projekt med at udbygge Helsingørmotorvejen fra fire til seks spor på strækningen Hørsholm S – Gl. Holte. Udbygningen står klar i 2016.