Sorte Sø er stadig lige forurenet
Trods et omfattende oprensningsarbejde i 2009 tyder intet på, at den forurenede Sorte Sø er blevet renere. Tværtimod, og det får flere politikere til at reagere
Da Cowi I december 2009 satte gang i en større oprensing af Sorte Sø i Skanderborg, skortede det ikke på opmærksomhed fra andre kommuner, som var interesserede i den nye og forholdsvis billige måde at fjerne fosfor fra søbunden på. Politikerne i byrådet havde også høje forventninger til projektet, og gav Skanderborgs forsyningsselskab lov til at finansiere projektet ved at hæve vandafledningsafgifterne.
"I første omgang fik vi at vide, at det ville koste omkring 20 millioner kroner, så jeg blev glad, da jeg senere hørte, at projektet blev billigere end forventet og kun kostede 10 millioner kroner. Nu viser det sig, at det slet ikke har haft nogen effekt . Det er dybt problematisk, og det lever slet ikke op til mine forventninger," siger byrådsmedlem Claus Bloch (V).
Han var som medlem af det daværende miljø- og forsyningsudvalg i byrådet med til at godkende projektet.
"Målet var fra starten at stoppe udledningen fra Sorte Sø til Gudenåsystemet. Jeg havde en klar forventning om, at søen ville blive ren, når alt skidtet blev fjernet fra søbunden, så det kommer som en stor overraskelse for mig, at det ikke har haft nogen effekt," siger Claus Bloch.
Han husker ikke, om der blev sat årstal på, hvornår man forventede at kunne måle en effekt på oprensningen i søen.
"Men jeg havde helt sikkert en forventning om, at man ville kunne måle en effekt fire år efter, og jeg havde da slet ikke forestilllet mig, at forureningen ville blive forværret, som det tyder på nu," siger Claus Bloch.
Både han og byrådskandidaten Peder Porse (V) har uafhængigt af hinanden søgt om aktindsigt i sagen i kommunens Natur- og Miljøafdeling.
"Vi forpligtede os i 2001 til at nedbringe fosforudledningen fra søen til Gudenåsystemet over for amtet, så det er en kæmpeproblematik, hvis vi endnu ikke har løst den opgave i dag 12 år senere. Den var ikke gået, hvis det var en almindelig landmand eller autolakerer, der havde sendt fosfor ud i Gudenåsystemet," siger han.
Claus Bloch har fået oplyst, at der nu bliver lavet en grundig rapport om effekten af oprensningen, hvor det nuværende fosfor stammer fra og hvor meget fosfor, der stadig bliver udledt i Gudenåsystemet.
"Lige nu kan jeg som almindelig byrådspolitiker ikke gøre andet end at stille spørgsmål til sagen og afvente rapporten, men vi må nok se i øjnene at de første 10 millioner kroner et eller andet sted er spildt," siger Claus Bloch (V).
Synes du, at forsyningsselskabet skal fortsætte projektet og bruge flere millioner kroner på det?
"Jeg mener, at man skal være meget sikker på en effekt, før man går ud i anden halvleg med seks millioner mere. Hvis det viser sig, at resultatet er tvivlsomt, synes jeg, at vi bør lukke for udledningen fra søen. Det er ærgerligt, at vi i så fald ikke kan bevare Sorte Sø, men hvis vi til gengæld kan skåne hele Gudenåsystemet, bør det vægte højere," siger han.