Med risiko for venskab

Hvorfor gå i kirke på søndag? Det er der mange gode grunde til. Men der kan også være grunde til at lade være. Stå så tidligt op søndag morgen. Lige midt i rundstykkerne og morgenavisen. Det er kun for de særligt indviede. Jeg kender ikke salmerne, og præstens prædiken er lang og kedelig. Jo, der er mange grunde til at blive hjemme.
Men hvad så med de gode grunde til at gå i kirke? Til at gå derhen. Hvad med dem? Dem er der mange af. I kirken tilbydes man et åbent fællesskab. Man kan komme lige ind fra gaden. Der kræves intet på forhånd. Ingen har mere ret end andre. Ingen har et fortrin. Man skal ikke være god til et eller andet. Man kan komme, som man er. Og det handler om noget af det vigtigste i tilværelsen. Om identitet. Om etik og moral. Om liv og død. Om tro, håb og kærlighed.
Vel kan det måske føles fremmed og indforstået. Måske kender man ikke salmerne og forløbet. Hvad der sker hvornår og hvorfor. Men man bliver ikke smidt af holdet, fordi man ikke kender reglerne. Med en lille indsats og lidt venlig hjælp fra andre kirkegængere kommer man hurtigt ind i systemet. Og så kan det ske, at man kommer til at holde af at være med. Nogle siger, at det er vanedannende.
Hvor gives der et åbent og uforpligtende fællesskab som i Folkekirken? Her kan man møde ligesindede. Ovenikøbet blive taget imod med glæde. Hvor kan man opleve, at nogle sætter stor pris på, at netop du kommer og byder dig velkommen indenfor i fællesskabet? Prøv det selv. Det er med stor risiko for venskab.