Udviklingshæmmede holder valgmøde
Byrådspolitikerne Charlotte Green og Isabell Friis Madsen mødes med udviklingshæmmede til valgmøde i Hadsten
Udviklingshæmmede vil også gerne følge med i lokalpolitik, blandt andet derfor har fem udviklingshæmmede frivillige fra Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) arrangeret et valgmøde med deltagelse af byrådspolitikerne Charlotte Green (C) og Isabell Friis Madsen (S).
Det foregår 17. september klokken 19.00 på Ellemosevej 28 A i Hadsten.
"Vi er en lokalkreds i Hadsten der hører under Udviklingshæmmedes Landsforbund og består af fem frivillige handicappede, der engagerer sig i nærområdet, blandt andet i det nye byggeri på Hadbjergvej og i det kommende kommunalvalg," lyder det fra de fem.
De fortsætter rækken af møder og foredrag, blandt andet med et foredrag ved en udviklingshæmmet om sex og kærlighed (med emner som: Hvordan får man en kæreste? Hvordan beskytter man sig? Hvad er sterilisation? Hvad er overgreb?). Det finder sted 22. oktober.
Hvad er ULF?
Foreningen arbejder frivilligt med sociale og kulturelle aktiviteter samt oplysningsarbejde i øjenhøjde målrettet udviklingshæmmede.
Kredsen i Favrskov består af fem udviklingshæmmede frivillige.
Formålet er at informere udviklingshæmmede om deres muligheder og rettigheder, vise dem, hvordan de kan blive mere selvstændige samt fremme deres selvtillid, selvbestemmelse og aktive medborgerskab.
ULF skaber sociale og kulturelle tilbud, der når ud til mange udviklingshæmmede – især dem, som føler sig ensomme og marginaliserede. Det er med til at skabe social inklusion og modvirke ensomhed, lyder det.