Morten lavede ged til regentparret
"Det smager dejligt." Prinsgemalen tilkendegav med sin karakteristiske accent tilfredshed. Flere gange. Morten Mygind er manden bag maden
"Det er ikke bare noget, man lige gør. Der er en masse ting, der skal gå op i en højere enhed."
Morten Mygind fra Nørre Vissing fik en oplevelse for livet i sidste tirsdags, da han tilberedte ged for regentparret på Læsø.
Morten Mygind er kok og ejer sammen med sin bror Mads Nørre Vissing Kro ved Galten. I maj ringede den tidligere tjener på kroen og nuværede ejer af Nygaards Hotel på Læsø og spurgte, om Morten ville hjælpe med at lave mad til regentparret.
"Mange tanker røg gennem hovedet, men det blev nu en kort overvejelse, og så var det bare i gang," fortæller Morten Mygind.
Heldigvis gik det hele op i højere enhed i tirsdags, hvor dronningen og prinsgemalen fik serveret ged til frokost i restauranten på Hotel Nygaard på Læsø.
Bombehunde og agenter
"Selvom jeg ikke er særligt royal, så var det en af de største opgaver i mit liv. Det er altså lidt specielt, når der render bombehunde om fødderne på en i køkkenet, og der er PET-agenter overalt Både mellem gæsterne og udenfor vinduerne. Hele tiden," fortæller kroejeren og fortsætter,
"Hele den energi, der er omkring sådan et cirkus kan godt virke lidt crazy. Det var helt unikt og specielt. Jeg har aldrig været i sådan en smeltedigel før."
Morten Mygind synes, det var stort.
"Selvom nogle måske vil hævde, at det der med at lave mad til en dame, der er lidt oppe i årene, ikke kan være noget særligt, så var det altså dronningen, der skulle have frokost."
Rigtig glad for ged
En af Morten Myginds tidligere elever, Lasse Bach lå inde med god insiderviden om regentparrets livretter. Han har nemlig været ansat på kongeskibet.
"Prinsgemalen er rigtig glad for ged og begge de kongelige højheder elsker indmad, så hele geden kom til at indgå i hovedretten. Det var en stor glæde for mig, for jeg er rigtig stærk i at lave ged. Det har jeg gjort mange gange før," siger Morten Mygind.
Mange forberedelser
Han gjorde sig meget umage med at finde et væld af ting, der er gængse for Læsø og i sæson, og som han vidste ville give pote for kongehuset.
"Vi lavede mad i 14 dage. Den bedste fond og de bedste kager, og der blev plukket urter på stranden derovre."
Alt er blevet gennemgået og vurderet. De ansatte blev vurderet, så deres kompetencer kunne bruges optimalt, selve køkkenet blev gennemgået minutiøst for om der var blus, ovne og køleskabe nok. Selv vejret var med i planlægningen. Der var lagt planer for både varmt og koldt vejr.
Morten Mygind havde en time til at afvikle frokosten, og den tid inkluderede en tale fra borgmesteren. Normalt plejer sådan en omgang at foregå over 12 timer.
"Hvis ikke jeg overholdt tidsplanen ville de rejse sig og gå, var meldingen. Det hele var simpelthen udlagt i minutter. Det var nærmest Mission Impossible."
Stor energi
Selve frokosten løb af stablen så hurtigt som et kanonskud, husker Morten Mygind.
"Jeg har aldrig oplevet så stor glæde, vilje og energi i et køkken. Det hele lykkedes bare. "
Kroejeren havde været i skarp fransktræning med en cand. mag. i fransk over telefonen, inden han skulle præsentere de franske vine for de to royale gæster, der begge taler flydende fransk.
"Jeg var lidt mere nervøs end jeg plejer, men jeg havde øvet mig og præsenterede vinene på fransk."
Famøs royal ged til folket
Morten Mygind serverer den royale menu på Nørre Vissing Kro resten af september og starten af oktober.
"Den famøse ged, vi serverer på kroen, er fra fritgående boergederder har gået på usprøjtet jord ved Mossø. Man får ikke bedre gedekød."
Det er unge geder på max et år, og Morten Mygind fortæller, at kødet er lyst og velsmagende som en blanding mellem kalv og lam - bare lettere og mere elegant.
Den royale tre retters menu koster ikke det halve af kongeriget, men den nette sum af 395 kroner.
"Det er ultra billigt, og slet ikke rentabelt, men vi vil gerne dele glæden og den gode mad med vores gæster i kroen," siger kroejeren.
"Det smager dejligt," sagde prinsgemalen.