Lugt fra dørsprække ender med fire anholdelser
Mens politiet var i lejligheden, dukkede tre personer op.
Et tip og en politinæse efter hash førte - i sidste ende - til fire anholdelser.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Det var et tip om muligt salg af stoffer på en adresse i det vestlige Aarhus, der fik betjente til at køre til stedet.
Allerede i opgangen blev betjentene mødt af en kraftig luft af hash, og fra en dørsprække til en lejlighed blev det endnu mere tydeligt, hvor lugten kom fra.
Under ransagningen af lejligheden fandt politiet flere hundrede gram hash og flere hundrede receptpligtige piller samt en mindre mængde psykedeliske svampe.
Den 26-årige beboer i lejligheden blev anholdt, sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.
»Kom ind - du er anholdt«
Mens patruljen befandt sig i ejendommens opgang, ankom en person til stedet, der var eftersøgt til fogedretten.
Vedkommende blev derfor også anholdt.
Kort efter ankom yderligere to personer til stedet, som ligeledes kunne anholdes af politiet. Den ene – en 24-årig mand – blev sigtet for forsøg på salg af narko, da han var i besiddelse af flere salgsposer med kokain.
Forgæves forsøg
Den anden af de to - en 19-årig mand – forsøgte i første omgang at flygte fra stedet, men han blev indhentet af betjentene og anholdt.
Han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at forsøge at løbe fra betjentene.
jro