Dansk topchef er død efter kort tids sygdom
Han trak sig fra sin post for en uge siden.
Det er ikke mere end en uge siden, at Jens Maaløe trak sig fra posten som bestyrelsesformand for Poul Due Jensens Fond, som er hovedejer af Grundfos-koncernen.
Nu er han død efter kort tids sygdom.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
»Jens var en særdeles respekteret og kompetent bestyrelsesformand for Fonden. Her iværksatte han en større professionalisering af Fondens funktion som ejerfonden bag Grundfos-koncernen, som uddelende fond og som investor. Og han ledte bestyrelsesarbejdet med sikker hånd,« lyder det i mindeordet.
Jens Maaløe havde en karriere i erhvervslivet som både direktør og med flere bestyrelsesposter på cv’et, blandt andet i Grundfos-koncernen. Han var tillige medlem af bestyrelsen for Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) – først fra 2011 til 2017 og fra 2018 indtil marts 2023, hvor han som nævnt trak sig på grund af sin sygdom.
I 16 år var han blandt andet direktør i den Aarhus-baserede teknologi- og forsvarsvirksomhed Terma i Lystrup. Jens Maaløe var uddannet civilingeniør på DTU, og begyndte i 1979 sin ph.d. i radarteknologi og optisk kommunikation i samarbejde med netop Terma, som han altså senere endte med at stå i spidsen for.
»Jens er savnet. Æret være Jens Maaløes minde,« lyder det i afslutningsvist i mindeordene, som er underskrevet af bestyrelsen, direktionen og medarbejdere i Poul Due Jensens Fond.
am