18-årige Mads overlevede ikke mødet med tre bevæbnede mænd: »Det var nødværge«
Drabstiltalt vil hævde, at han dræbte Mads Arberg fra Højbjerg i nødværge. Nævninge skal afgøre, om de tror ham.
Mads Arberg blev kun 18 år. Hans liv endte om aftenen 31. oktober 2021, efter at han flere gange blev stukket med kniv på Ormslevvej i Viby syd for Aarhus.
I næste uge begynder retssagen mod de tiltalte i sagen, tre unge mænd. En 21-årig mand er tiltalt for manddrab, mens to mænd - på henholdsvis 20 og 21 år - er tiltalt for grov vold med døden til følge.
De tre mænd er alle tiltalt for røveri, besiddelse af euforiserende stoffer samt overtrædelse af våbenloven. En af mændene er desuden tiltalt for »forsøg på medvirken til falsk forklaring for retten.«
Det fremgår af et anklageskrift, Lokalvisen.dk har fået aktindsigt i.
Nødværge?
Ifølge Østjyllands Politi mødtes Mads Arberg, der var fra Højbjerg, efter aftale med de tre mænd for at sælge dem skunk.
Mændene troppede dog op bevæbnede med kniv og økse, og ifølge politiet havde de på forhånd aftalt at frarøve Mads Arberg hans stoffer.
Ifølge anklageskriftet forlod de tre mænd drabsstedet med 1086 gram skunk med henblik på videreoverdragelse.
Alle grundlovsforhør i retssagen er blevet holdt for lukkede døre. Ved et grundlovsforhør i november 2021 sagde den drabstiltalte, inden dørene blev lukket, at han stak Mads Arberg med kniv for at forsvare sig selv mod angreb.
»I forhold til selve drabet bliver hovedspørgsmålet, om det er i nødværge. Det er den drabstiltaltes udlægning,« siger specialanklager ved Østjyllands Politi, Jesper Rubow, til Din Avis Aarhus.
Af straffelovens § 13 fremgår det, at en handling, som er foretaget i nødværge, er straffri.
Manddrab kan føre til en livstidsdom, men som udgangspunkt er straffen 12 års fængsel. Strafferammen for vold med døden til følge er op til 10 års fængsel, ofte bliver fængselsstraffen dog kortere.
Retssagen mod de tre mænd føres som en nævningesag. En nævningesag er kendetegnet ved, at anklageren kræver fængselsstraf på minimum fire år.
I en byret som Retten i Aarhus består en nævningesag af tre juridiske dommere og seks nævninge i et nævningeting. Hver dommer og hver nævning har én stemme.
Der er som udgangspunkt planlagt 10 retsmøder med sidste retsmøde 27. april.
»Den bedste søn og lillebror«
Mads Arberg fra Højbjerg gik i 2.G på Aarhus Handelsgymnasium, da han blev dræbt. Han efterlod foruden sine forældre en søster og storebror. Få dage efter drabet satte familien ord på den tragiske hændelse i et offentligt facebookopslag.
»Kære Mads, 18 år var slet ikke nok tid med dig! Vi elsker dig så meget, og vi kan ikke klare tanken om, at vi aldrig kommer til at opleve noget sammen med dig igen. Tak for at være den bedste søn og lillebror man nogensinde kunne ønske sig.«
Drabet på Mads Arberg skabte stor opmærksomhed i medierne og i området omkring folkeskolen Vestergårdsskolen, hvor det fandt sted.
Formanden for Viby Fællesråd, Hans Peter Ploug Mehlsen, fastholdt i november 2021, at Viby er et trygt sted at bo og leve.
«Der bor over 30.000 mennesker i Viby. Den er på størrelse med en halvstor dansk by, og i den slags byer sker der nogle gange nogle forfærdelige ting. Jeg vil aldrig kunne sige, at det er utrygt at bo i Viby, men vi skal være opmærksomme på at trygge rammer,« sagde han til Lokalvisen.