Stor sportskæde lukker igen butikker
Dansk sportskæde skal lukke 11 butikker. Det sker hovedsageligt i storcentre.
Den danske kæde Sportmaster vil i løbet af i år lukke yderligere 11 butikker. Det oplyser kæden til mediet DetailWatch.
Sportmaster meddelte i november sidste år, at otte butikker ud af sine dengang 75 butikker skulle lukke, og det bringer det samlede antal op på 19.
Det bliver butikker i storcentrene, som står til at lukke, heriblandt butikkerne i Nørrebro Bycenter, Amager Centeret, Aalborg Storcenter og Herningcenteret.
Butikslukningerne er en del af planerne i Sportmaster, hvor den britiske ejer Frasers Group, som i foråret 2022 opkøbte den kriseramte sportskæde.
»Vi har den finansielle styrke til at træffe de rette beslutninger. Også de beslutninger, der på kort sigt giver udfordringer. Det er en tung beslutning at lukke 11 butikker – især i forhold til vores dygtige medarbejdere. Men det er et nødvendigt skridt. Vi investerer der, hvor vi kan se en konstruktiv forretningsmodel, der giver os grundlag for lønsom vækst,« skriver Sportmaster-ledelsen med Andreas Holm i spidsen i et skriftligt svar til DetailWatch.
Han er administrerende direktør, men stopper ved udgangen af dette år.