Banker ramt af store problemer
Kunder i flere banker kan ikke bruge betalingskort eller netbank.
Opdatering: Kunder i Jyske Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank kan igen bruge betalingskort samt logge på net- og mobilbank. Det oplyser bankerne på deres hjemme- og facebooksider søndag formiddag.
Jyske Bank, Sydbank og Sparekasssen Sjælland-Fyn har siden lørdag kæmpet med tekniske problemer, og teknikken driller fortsat søndag morgen.
Jyske Bank oplyser, at der i øjeblikket kan opleves problemer med kort, netbanken og mobilbanken.
»Hvis du oplever problemer med at bruge dit kreditkort i butikker, kan et Visa/Dankort i nogle tilfælde være et alternativ,« skriver banken på dens hjemmeside.
Sydbank skriver i en meddelelse på bankens hjemmeside, at net- og mobilbank er ustabile, og at der kan være problemer med betalingskort.
»Vi arbejder intenst på at finde en løsning og beklager meget ulejligheden,« lyder det.
Sparekassen Sjælland-Fyn oplyser, også på bankens hjemmeside, at der er problemer med at tilgå bankens netbank- og mobilbank-løsning. Der kan også opleves problemer med Mastercard ved betalinger på over 1000 kroner, lyder det.
Det gælder for samtlige tre banker, at det endnu er uvist, hvornår de funktioner, der er berørte, atter er oppe at køre.
sb