Motorvej fra Smørum kan finansieres af private
K-formand åben overfor privat finansiering af Frederikssund-motorvej
En "sønderjysk løsning" kan meget vel være svaret på, hvordan den planlagte motorvej til Frederikssund når helt frem i stedet for at stoppe ved Smørum.
Det konstaterede K-formand Lars Barfoed, der er tidligere trafik-minister, på et møde med erhvervsledere i Frederikssund.
Løsningen indebærer, at private investorer opfører motorvejen og står for vedligeholdelsen i 30 år, hvorpå staten overtager strækningen.
"I Sønderjylland har vi jo set, at en OPP-løsning har betydet, at strækningen er blevet opført hurtigere. Det tror jeg også, man vil kunne se i det her tilfælde. Og hvis man selv skal stå for driften og vedligeholdelsen i 30 år, kan man også være sikker på, at det er opført i en ordentlig kvalitet. Derfor kan jeg sagtens forestille mig, at en lignende model kan komme i anvendelse på den sidste strækning af Frederikssund-motorvejen," siger Lars Barfoed.
Han betegnede under selve mødet netop infra-strukturen omkring Frederikssund som den vigtigste opgave at løse for at skabe bedre muligheder for vækst.