“Regeringen lukker AMU-skoler”
Antallet af AMU-kursister er på et år faldet med over 100.000, og det er regeringens skyld, mener Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen
I første kvartal 2010 var der 326.889 kursister på landets AMU-skoler, men det tal er faldet til 214.885 kursister i de første tre måneder af 2011.
Det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) udnævner regeringen til skurken i det spil.
“Det er regeringen, som har skåret ned på de ufaglærte og de faglærtes muligheder for at få de nødvendige kurser på AMU-skolerne, og det har nu fået den konsekvens, jeg frygtede, da regeringen lavede disse besparelser,” siger Leif Lahn Jensen.
“Det betyder, at ufaglærte ikke kan få et stort kørekort, et truckkort eller andet nødvendigt for at få et andet arbejde, eller for bare at komme i gang. Fortsætter denne udvikling, vil det igen betyde, at os på Djursland skal køre endnu længere for at få et AMU-kursus, da flere og flere skoler vil bukke under.”
Usmart at skære ned
Især mennesker med kort uddannelse er forsvundet fra landets AMU-skoler. Blandt dem var 34 procent færre på AMU-kursus i første kvartal 2011 sammenlignet med første kvartal 2010, viser tal fra Undervisningsministeriet.
Industrien har knap 17.000 færre AMU-kursister. Bygge-anlæg har over 10.000 færre på kursus, Transportsektoren er antallet af kursister faldet med godt 7.000, mens jordbrug- og mejeri er tæt på at være halveret med godt 8.000 færre kursister.
“Det kan godt være, at regeringen siger der skal reformer til for at skaffe hænder, og så vælger at forringe efterlønnen, men det ville være smartere at sørge for, at dem som kan og vil lave noget også får mulighed for det,” siger Leif Lahn Jensen.
“Vi skal sikre uddannelse til alle, det er vores fremtid, og det er vores eneste mulighed for at klare os i forhold til resten af verden.”