Danmarksmesterskab i fotografering på havets bund
Dansk Sportsdykkerforbund arrangerer Danmarksmesterskab i undervandsfotografering ved Ebeltoft
De danske mesterskaber i undervandsfotografering foregår i år ved Ebeltoft.
Dansk Sportsdykker forbunds fotoudvalg inviterer atter i år alle forbundets undervandsfotografer til en dyst om, hvem der kan tage det bedste billede inden for en given tid og på et givet sted.
Store krav
Undervandsfoto er en af de discipliner indenfor dykning som stiller de allerstørste krav til dykkerens færdigheder, vandføling og rutine.
For at undervandsfotografen kan koncentrere sig om motivet, kræver det nemlig, at man har fuldstændig kontrol over sin opdrift , vægt i vandet, sit udstyr, de specielle fototekniske forhold under vandet samt et stort kendskab til naturen og dyrenes adfærd, så man eksempelvis kan komme tæt på fisk og andre dyr for at få det gode billede.
Desuden kræver en koncentreret dykkertid på op mod fire timer en god fysik. Der dystes i to kategorier: Dels motiver taget indenfor makro/nærbillede området og dels billeder taget med vidvinkel.
Deltageren med sammenlagt flest point i de to kategorier bliver Danmarksmester.