Økonomisk lynindgreb i Egedal
Kommunalbestyrelsen vedtager besparelser på 14,7 millioner kroner
Frygten for at komme til at overskride regeringens serviceramme i år, og dermed blive straffet ekstra, får nu Egedal Kommune til at gennemføre et lynindgreb på 14.7 millioner kroner.
Besparelsen er lige blevet gennemført på et kommunalbestyrelsesmødet her i aften onsdag.
Besparelserne betyder, at risikoen for et merforbrug eller overskridelsen af servicerammen nu er faldet til 20 millioner kroner mod knap 41 millioner kroner før besparelserne.
En overskridelse af regeringens serviceramme kan have den konsekvens, at kommunen skal betale det samme beløb oveni som straf.
Administrationen havde indstillet, at alle skoler i Egedal skulle spare 100.000 kroner hver - de to små skoler Slagslunde og Veksø dog kun 50.000 kroner, men til behandlingen i økonomiudvalget faldt denne besparelse ud. Også besparelse på SFO faldt væk, ligesom besparelsen på klubberne kun blev på 650.000 kroner mod foreslået 1,3 millioner kroner.
Besparelserne falder på en lang række områder; blandt andet udskydes en lederkonference for dagtilbudene, tinglysning, større indtægt på byggesagsbehandling og besparelser på andre kurser og materialer. Der er også en række udgifter, som ikke kan realiseres i indeværende år.
Kommunalbestyrelsen besluttede også onsdag aften at sende en omfattende trafiksikkerhedsplan i høring i otte uger, men valgte alligevel at spare 100.00 kroner - netop på trafiksikkerhed.
Vigtigt arbejde
"Vi har desværre en overskridelse på servicerammen. Det her er et meget vigtigt stykke arbejde, som vi har lavet her," sagde borgmester Willy Eliasen ved behandlingen.