Verden er blå på bibliotekerne
Interessen for at reservere Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling har nærmest været eksploderende på bibliotekerne i Syddjurs
Den danske digter Søren Ulrik Thomsen seneste samling digte fra 2011 "Rystet Spejl" har i den seneste tid været meget efterspurgt på bibliotekerne i Syddjurs.
"Hvor de fleste forventer en vis ventetid på at kunne låne de nyeste krimier og biografier, så er det nok mere overraskende for mange, at der nu også er ventetid på en af bibliotekets nyindkøbte digtsamlinger," siger Marie Bebe Staal fra Syddjurs Bibliotek.
Danske navne som Benny Andersen, Pia Tafdrup, Henrik Nordbrandt, afdøde Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen har en bred kreds af læsere, men ellers er det ikke reglen, at digtsamlinger bliver revet væk fra hylderne.
Spot på poesien
De fem biblioteker i Syddjurs vil i hele august lade den righoldige samling af lyrik og poesi få en hædersplads både fysisk og på hjemmesiden.
Hver dag vil man på hjemmesiden således kunne læse "Dagens digt", som bibliotekets medarbejdere vælger på skift.
På bibliotekerne er støvet pustet af digtsamlingerne, og de er kommet frem i lyset på centrale og overraskende placeringer.
"Desuden vil man på bibliotekerne i Hornslet og Mørke kunne følge ”Poesiens Blå Blomst” rundt til digte på helt uventede steder," fortæller Marie Bebe Staal.
Børnene kommer også til at dufte til ”Poesiens Blå Blomst”, for august måneds hjemmesidekonkurrence for børn handler om rim & remser.