Aarhus Lufthavn mister sin polske forbindelse
Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air's indtog i Aarhus Lufthavn blev meget kort
Europas femtestørste lavprisflyselskab, ungarske Wizz Air, overraskede mange ved at vælge Aarhus Lufthavn i Strabrand som første base på det danske marked. Det skete i foråret med flyruten fra Gdansk til Aarhus.
De fleste havde Billund som favorit, fordi Billund Lufthavn havde arbejdet i længere tid på at motivere Wizz Air.
Flyruter mellem Vestdanmark og Polen har et årligt potentiale på 25.000 passagerer.
Mindre vinterprogram
Siden 29. marts 2011 er der blevet fløjet på ruten mellem Gdansk og Aarhus to gange om ugen på tirsdage og lørdage med et Airbus A320-fly med plads til 180 passagerer, men nu er det snart slut. Wizz Air har besluttet at lukke ruten allerede 27. september 2011.
"Det er naturligvis beklageligt, men det kommer ikke som noget chok for lufthavnen. Vi glæder os i stedet over den tid, der gik godt samt at vore øvrige aktiviteter udvikler sig tilfredsstillende," siger administrerende direktør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn i en kommentar til Wizz Air´s beslutning.
Lukningen af den polske forbindelse betyder, at Aarhus Lufthavn trafikprogram i vinterperioden er mindsket betydeligt, fordi Ryanair også vinterlukker ruterne til Oslo-Rygge og Girona-Barcelona.
Derfor vil lufthavnen i Stabrand indtil videre kun tilbyde udenrigsruter til London-Stansted, Stockholm, Gøteborg, Helsinki og Oslo i vinterhalvåret 2011/12.