Rønde får sine to skulpturtårne i efteråret
Første etape af Åben Vand forventes realiseret inden for de kommende måneder
Mere end ti år efter at maleren Per Kirkebys store kunstneriske vision om Åben Vand blev præsenteret, står den første etape af udsmykningsprojektet nu foran sin realisering.
Gruppen bag Åben Vand projektet mangler kan at få de sidste aftaler med håndværkerne i stand før de to syv meter høje tårne på hver sin side af Hovedgaden ved Kaløtorvet kan blive opført.
Det kommer til at ske i løbet af efteråret og formand for Den Selvejende Institution Åben Vand, boghandler Niels Trangbæk, håber, at det sker mens publikum kan se den aktuelle udstilling med Per Kirkebys bronzeskulpturer i Boggalleriet.
Alle formaliteter skulle være på plads.
”Vi har fået byggetilladelsen fra Syddjurs Kommune. Nu mangler vi kun at gennemføre udbuddet. To murervirksomheder er blevet bedt om tilbud på at udføre opgaven,” siger den tidligere kommunaldirektør Geert Hallberg, Rønde, som gennem de senere år har været tovholder i den praktiske del af Åben Vand projektet.
Start på Åben Vand projektet
De to tårne er kun en mindre del af Åben Vand projektet, som sidst i 90'erne blev formuleret af en gruppe borgere i Rønde.
Det kunstneriske projekt er bearbejdet af Per Kirkeby, som i dag betragtes som den mest anerkendte danske kunstner.
Tanken er at en 12 m høj og 50 meter lang akvæduktbro skal lede vand fra bakkerne over Frederiks Allé ned gennem Hovedgaden. Ved Kaløtorvet skal de to tårne, som står foran opførelse, lede vandet henover torvet. Derfra ledes vandet gennem skoven til Byparken, hvor et sluttårn markerer afslutningen på udsmykningen.
De to tårne bliver syv meter høje og opføres i røde mursten efter Per Kirkebys skitser.
Sætter Rønde på landkortet
Geert Hallberg og folkene bag Åben Vand forventer, at realiseringen af det første trin af Åben Vand vil vække opmærksomhed og sætte Rønde på landkortet.
”Vi ville gerne have startet med opførelsen af akvædukten, men vores midler rækker foreløbig kun til opførelsen af de to tårne,” siger Geert Hallberg.
Åben Vand har gennem årene indsamlet midler både ved hjælp af Rønde Handelsstandsforening og gennem sin egen støtteforening. Desuden modtog Åben Vand 500.000 kr. fra Rønde Kommunes udsmykningspulje, da Syddjurs Kommune i 2006 blev dannet og Rønde Kommune blev nedlagt.