PUK-udvalgsformand har fortsat orlov
Socialdemokratiets Jesper Mathiesen vender først tilbage til en lederstilling ved skolevæsenet i Aarhus Kommune om et år
Jeg har lavet en aftale med skoleforvaltningen ved Aarhus Kommune, at jeg om et år skal tilbage i en lederstilling," siger PUK-udvalgsformand i Syddjurs, Jesper Mathiesen (S).
Efter kommunalvalget i november 2009 meldte Jesper Mathiesen ret hurtigt ud, da det var afgjort, at han skulle være formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, at han havde svært ved at se, hvordan han skulle forene et arbejdsliv som administrativ leder ved Virup Skole med sit politiske hverv.
Derfor søgte han om og fik bevilget halvandet års orlov fra lederjobbet på Virup Skole frem til dette skoleårs start.
En tjans som cykelvikar
"Det har naturligvis været hårdt for privatøkonomien at skulle leve af min løn som udvalgsformand og medlem af byrådet, og det holder ikke i længden, selv om jeg også har nydt at kunne beskæftige mig med mit politiske arbejde på fuld tid," siger Jesper Mathiesen.
I sidste skoleår fik han tilbudt at blive vikar på Hornslet Skole, og det fortsætter han med i det kommende skoleår.
"Jeg har nydt at være lærer igen, og der har faktisk været nok at lave. Der har vel ikke været en uge, hvor jeg ikke har haft timer på Hornslet Skole."
Fremtid ikke afklaret
Hvad fremtiden bringer rent arbejdsmæssigt har Jesper Mathiesen endnu ikke afklaret med skoleforvaltningen i Aarhus Kommune.
"Vi har kun en en aftale om, at jeg skal tilbage i en lederstilling. Hvor det bliver, ved jeg ikke, men det bliver ikke på Virup Skole."