Unik udstilling af skulpturer i Boggalleriet
Den verdensberømte kunstner Per Kirkeby viser en serie bronzeskulpturer i Rønde i efteråret
Boghandler Niels Trangbæk har gennem de senere år kunnet præsentere flere meget fine udstillinger i sit gallerilokale i tilknytning til kunstboghandelen Boggalleriet på førstesalen i forretningen på Hovedgaden i Rønde.
Nu venter der det kunstinteresserede publikum en unik oplevelse, når Niels Trangbæk i begyndelsen af september kan vise en udstilling med bøger, grafik og skulpturer af den verdensberømte kunstner Per Kirkeby.
I kraft at sine nære forbindelser til Per Kirkeby, som også er kunstneren bag det store Åben Vand udsmykningsprojekt i Rønde, kan Niels Trangbæk udstille 16 mindre bronzeskulpturer i Boggalleriet.
Udgiver en publikation om Per Kirkeby
Det sker netop som Per Kirkeby i 2012 står over for stor international opmærksomhed.
”Per Kirkeby har netop færdiggjort en monumental bronzeskulptur til opstilling foran det hollandske parlament i Haag. Desuden vil han i 2012 udstille bronzeskulpturer på Glyptoteket i København, og han vil udstille i Athen, Bruxelles og på den berømte The Phillips Collection i Washington,” fortæller Niels Trangbæk.
I forbindelse med udstillingen udgiver Niels Trangbæk på sit forlag Boggalleriet en publikation med tekster af idehistoriker Lars Morell og med et originalt omslag af Per Kirkeby.
Lars Morrels tekster vil introducere bronzeskulpturerne og vil redegøre for tankegangen bag Per Kirkebys ”Feltbøger”.