Så spræller de friske nyheder igen i Helsingør
Lokalavisen.dk og Politikens Lokalaviser genåbner nyhedssite i Helsingør
Nu leverer Lokalavisen.dk også sprællende, saltvandsfriske nyheder fra Helsingør og omegn på sitet Lokalavisen Helsingør. Her vil læserne kunne se og følge de vigtigste nyheder og begivenheder i den driftige handelsby ved Kronborg og Sundet.
Sitet bliver opdateret flere gange hver dag med de vigtigste og seneste lokale nyheder.
Se seneste nyt online på Lokalavisen Helsingør.
For mange helsingoranere bliver Lokalavisen Helsingør et kært bekendskab, som vender tilbage i byens mediebillede.
Politikens Lokalaviser, som står bag Lokalavisen.dk, har tidligere udgivet Lokalavisen Helsingør som husstandsomdelt papiravis i Helsingør Kommune.
Avisen vandt Ugeavisernes Årspris for bedste lokale nyhedshistorie, da avisen afslørende den såkaldte 'Arto-sag', hvor skoleelever svinede deres lærere til på det populære ungdomsite Arto. Artiklerne i Lokalavisen Helsingør blev en landsdækkende nyhed, som fik konsekvenser og medførte ny lovgivning.
Nu vender avisen tilbage - men kun online på nettet.
Se seneste nyt online på Lokalavisen Helsingør.
Lokalavisen.dk er Danmarks største lokale/regionale nyhedssite med omkring 350.000 månedlige, unikke brugere (officielle tal fra FDiM - Foreningen af Danmarks interaktive medier), og Lokalavisen.dk er modersite for mere end 30 lokale nyhedssites på Sjælland og i Jylland.