Djurs Barok lægger ud med syngende kvinder
Stenvad Mosebrugscenter lægger rammer til scenisk koncert
For femtende gang kan musikforeningen Djurs Barok udsende sit efterårsprogram med spændende musik fra renæssance og barok.
Der lægges ud allerede torsdag 23. august kl.19.30 i Stenvad Mosebrugscenter med en scenisk koncert Le dame di Ferrara.
”Traditionen med syngende og musicerende kvinder opstod i den norditalienske by Ferrarra i renæssancen og resulterede i en strøm af fantastiske kompositioner af tidens hotteste navne som for eksempel Claudio Monteverdi,” fortæller Morten Skovmand fra Djurs Barok.
Vin og taralli til koncerten
”Lederen af det berømte kor Musica Ficta, Bo Holten, fortæller, og vi får at vide hvad der brænder på i sangene, som synges af tre af korets medlemmer Malene Nordtoft, Anne-Christine Wesser Ingels og Rie Koch, akkompagneret af Fredrik Bock på luth,” fortæller Morten Skovmand.
Ved koncerten bydes på italienske taralli og vin fra området, eller vand, hvis man er i bil.
Ellers er der mulighed for at benytte Mosebrugets veteranbus, der afgår fra Torvet i Grenaa kl. 18.30 og vender tilbage fra Stenvad kl. 21.30.