Danmarks vådeste by har fået over en halv meter vand
Der er faldet over en halv meter vand i Danmarks vådeste by
Det er ikke alle mesterskaber, der er lige sjove at vinde. Og i Gedser er begejstringen formentlig til at overse, efter at DMI nu har kåret havnebyen som sommerens vådeste by.
Efter det seneste store regnvejr i søndags har Gedser nu modtaget 531 millimeter nedbør siden den 1. juni. Det svarer altså til over en halv meter eller mere end et halvt ton vand per kvadratmeter.
Gedser er dermed - uden sammenligning - Danmarks absolut vådeste by denne sommer - også selv om København fik op til 135 millimeter i ét hug den 2. juli.
Flere andre målestationer er på vej mod de 500 millimeter, men kun stationen i Gedser har altså passeret den halve meter, oplyser DMI i en pressemeddelelse.
Der falder normalt omkring 584 millimeter regn i Gedser-området - om året. Med de 531 millimeter regn, der er faldet på to en halv måned, har Gedser altså allerede fået over 90 procent af den mængde regn, der normalt falder på et år.
De 170 beboere på den lille ø Anholt i Kattegat kan til gengæld blære sig med at bo det sted i Danmark, hvor der faldt mindst regn i sommeren 2011. Fra den 1. juni er det kun blevet til sølle 107 millimeter på øen, oplyser DMI.
Se kort over, hvor meget - eller lidt - regn der er faldet i dit område i sommeren 2011 (link til DMI)