På jagt efter bjørne og sjældne ugler i Mols Bjerge

Som vaskeægte naturnørd, så er der intet bedre end at kunne kombinere arbejde og fritidsinteresse i én og samme aktivitet. Da jeg derfor blev tilbudt jobbet som naturguide for Nationalparken, så tog det mig da heller ikke mange øjeblikke inden diverse halve planer for sommerferien blev ryddet fra kalenderen og tiden i stedet afsat i Nationalparkens tjeneste. Heldigvis blev det Molslaboratoriets arealer, der skulle danne rammerne for mine guide-aktiviteter, et område jeg som biologistuderende og studentermedhjælper på Naturhistorisk Museum i Aarhus kender temmelig godt.
Både jeg og den anden naturguide for området fik i perioden lov til at låne et værelse på selve Molslaboratoriet at overnatte i, og med udsigten til ellers at have op mod 1½ times bustransport i hver retning, så takkede jeg pænt ja til tilbuddet. Da guide-jobbet dog kun dækkede perioden 11-16, så stod jeg med udfordringen om, hvad resten af tiden derude dog skulle bruges på. Selvfølgelig skulle formiddagen bruges på at undersøge områderne for spændende dyr, der kunne udstilles i teltet, samt til at afgøre, hvor dagens tur kunne gå hen… Men når ikke der er tv og man ikke ligefrem er den store læsehest, hvad skulle aftnerne så bruges på?
Svaret skulle vise sig at komme, da jeg gik på jagt efter udstyr i Molslaboratoriets depoter. Der, midt i et overfyldt depotrum, stod en lyslokningsfælde. For dem, der ikke ved, hvad et sådant apparat består af, så er konceptet ganske enkelt: En murerbalje udstyres med en tragtformet krave, hvorefter en kraftig elpære og nogle æggebakker placeres heri. Når pæren tændes, så tiltrækkes mange af de nataktive insekter, der instinktivt søger mod lyset. Fænomenet kendes derhjemme fra, når man ser natsværmere kredse om stearinlys eller søge mod vinduerne, når lyset stadig er tændt, men er stadig ikke fuld ud forklaret.
De to teorier, der møder størst tilslutning forklarer det fx med, at natsværmerne bruger lyset fra månen til at navigere med. Når de altid holde den samme vinkel til månen, så kan de være nogenlunde sikre på, at flyve i en lige linje. Når vi så tænder et kraftigt lys i mørket, så forsøger de at holde vinklen til denne i stedet, hvilket resulterer i, at dyrene flyver i cirkler om lyset. Den anden forklaring lægger sig op af det fænomen, der bl.a. kendes fra harer, der om natten fanges i lyset fra bilens forlygter og i stedet for at flygte bliver siddende helt stille. Når man kigger direkte ind i et lys, så bliver alt omkring lyset pludselig meget mørkt, og da man ikke ved hvad der gemmer sig i mørket, så er det sikreste at blive i lyset eller søge i mod det.

Massevis af brune bjørne i Danmark

Samme aften som udstyre blev fundet, blev det også sat op, en behagelig havestol sat frem og en kande med kaffe sat over, så der var noget at lune sig ved og holde sig vågen med, hvis nu der ikke skulle ske noget før sent på natten. Først omkring midnat var det blevet mørkt nok til, at det kunne betale sig at tænde for lyset og så gjaldt det bare om at vente på at dyrene kom flyvende af sig selv.
Den første times tid kom der en del forskellige målere, små natsommerfugle, der sidder med vingerne spredt karakteristisk ud til siderne. Selv om mange af dem da er ganske kønne, så var der ikke nogle mellem dem, der for alvor fik fanget min interesse… Men så var det som om der skete noget. Pludselig begyndte de første ugler, nogle af de lidt større natsværmere, at dukke op. Den første var en gul båndugle, der på trods af sit kønne udseende med lysende orangegule bagvinger, er ganske almindelig og udbredt i hele landet. Herefter fulgte en stribe mellemstore ugler, som er fællesbetegnelse for en stor gruppe natsommerfugle i Danmark.
Mens jeg sad og blev helt betaget over mangfoldigheden af de små natsværmere, så kom noget stort pludselig flyvende og bragede ind i det ophængte, hvide lagen, der sørgede for at reflektere lyset ud i et større område og samtidig gav natsværmerne et sted at sætte sig. Efter febrilsk at have flakset rundt et minuts tid, så satte den sig roligt på væggen ved siden af og fremviste et par brunbrogede forvinger og skrigende røde bagvinger med sorte prikker: en brun bjørnespinder, eller blot brun bjørn, havde fundet frem til lysfælden. Har man før prøvet at lyslokke, så ved man, at den brune bjørn altid er et hit at se: Stor og farvestrålende og selvom arten beskrives som værende almindelig i Danmark, så kommer der normalt ikke mere end én, måske to på en god aften. Forhåbninger til at se flere var derfor ikke så store, men øjeblikket efter bragede endnu en brun bjørn ind i lagnet… Og 10 minutter senere endnu en… Og sådan fortsatte det ellers de næste 2 timer og antallet af brune bjørne i fælden og på lagnet nåede op på ikke mindre end 25! Aldrig har jeg før oplevet så mange brune bjørne på en gang.

Sjældne ugler

Samtidig med dette bombardement af brune bjørne, så kom der stadig en masse ugler flyvende og satte sig på lagenet. De fleste grålige eller brunlige på forvingerne, men alle havde små variationer i de fine mønstre, striber eller cirkler på forvingerne, der bruges til at adskille de enkelte arter fra hinanden. Personlig synes jeg, at det er meget svært at holde alle disse ugler adskilt fra hinanden, men en sammenligning af billeder taget på aftenen med diverse opslagsværker kunne afsløre, at der var dumpet hele 29 forskellige arter af målere og ugler ind på lagenet, mens jeg havde siddet og kigget på.
Midt i mellem alle disse bjørne og grå-brune ugler dukkede der alligevel noget lidt anderledes op, en ugle der skilte sig ud fra mængden. Denne ugle havde snehvide bagvinger, mens forvinger, på nær et lille hvidt 'C', var nærmest lysende grønne. Straks kom kameraet op af tasken og adskillige billeder af det kønne lille kræ blev taget. Så mange, at den må have følt, at den var endt i et frygteligt tordenvejr med lyn overalt.
Klokken var efterhånden blevet 4 om morgenen, og da en ny dag som guide truede lige om hjørnet, så blev udstyret pakket sammen og jeg gik i seng. Som det første om morgenen blev billedet af den grønne natsværmer lagt på fugleognatur.dk, hvor der ikke gik længe før svaret på, hvad jeg havde set, lå der: ” Det er uglen Calamia tridens, eller grøn stængelugle. Den er ikke så pokkers almindelig”. Dog findes arten så lige præcis her i Østjylland i et rimeligt antal, men det gjorde nu ikke aftenens oplevelse mindre fantastisk.
At få muligheden for at se den mangfoldighed, der findes blandt natsværmerne i de molske bjerge var klart et af naturguide jobbets unævnte frynsegoder. Jeg gentog siden succesen et par gange, mens jeg stadig var guide i området, og nåede alt i alt op på at se knap 100 forskellige arter af både større og mindre natsværmere. Et imponerende antal taget i betragtning af, at natsværmerne normalt er dyr, der ikke ænses af mange.