Andreas Bo kaster kollegaer ud på dybt vand
Stand-up-komikeren Omar Marzouk var lørdag gæstestjerne da årets Pejseshow havde premiere på Pejsegården i Brædstrup, men han vidste på forhånd intet om revyens indhold
En lang række af Danmarks sjoveste skuespillere og komikere vil de kommende måneder blive smidt ud i improvisationens kunst, når de gæsteoptræder i årets "Pejseshow" på Pejsegården i Brædstrup.
Pejseshowets instruktør Andreas Bo Pedersen har inviteret navne som Ulf Pilgaard, Vicky Berlin, Ditte Hansen, Rasmus Bjerg, Carsten Bang, Søs Egelind, Pernille Højmark, Gordon Kennedy, Jarl Friis Mikkelsen og Henrik Lykkegaard og mange flere til at være med i showet som gæstestjerner for en enkelt aften - vel at mærke uden at de kender noget til indholdet.
Lørdag aften havde revyen i Brædstrup premiere, og her havde stand-up-komikeren Omar Marzouk æren af at være den første i ilden.
Omar leverede to af sine egne solo-numre, men blev ellers kastet ud på dybt vand, i revy-numre han ikke var blevet instrueret i.
"Gæstestjernerne skal bare kaste sig ud i legen og køre med på det, der sker i numrene.
På den måde bliver hver aften ny, sjov og anderledes," siger Andreas Bo Pedersen, som er showets instruktør på tredje år.
Tv-indslag: Andreas Bo kaster kollegaer ud på dybt vand
"Her får de en scene, et publikum, nogle lamper og et lydanlæg, og så er der ellers fri tøjler. Så det er en fed udfordring for enhver skuespiller og en sand legeplads," sagde Andreas Bo Pedersen til Lokalavisen.dk lørdag aften efter en vellykket premiere.
Pejseshow kan opleves hver weekend til og med den 27. november.