24 procent flere er optaget på UCS
UDDANNELSE: 2214 unge er pr. 30. juli 2011 optaget på en af University College Sjællands ni professionsbacheloruddannelser. Det svarer til en stigning på 24 % i forhold til i 2010.
Her er et overblik over optaget 2011 på University College Sjælland.
Her er alle pladser besat
Alle studiepladser er besat på fysioterapeut-, bioanalytiker- og ergoterapeutuddannelsen. Og på de store uddannelser til pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver er der kun få ledige pladser, hvis man vel at mærke er fleksibel i forhold til studiestart og uddannelsessted.
Vil man være socialrådgiver, må man udskyde studiestart til februar 2012 og tage til Nykøbing F. Vil man gerne være sygeplejerske, skal man ligeledes til Nykøbing F. eller udskyde studiestart til februar 2012. På pædagoguddannelsen er der kun få ledige pladser med studiestart i september.
Og på ernærings- og sundhedsuddannelsen er der kun ledige pladser på e-læringsuddannelsen.
Årets højdespringere
Den største procentvise stigning i antallet af optagne er på pædagoguddannelsen og leisure managementuddannelsen, hvor der henholdsvis er optaget 52 % og 56 % flere studerende.
Også bioanalytikeruddannelsen, ergoterapeutuddannelsen og socialrådgiveruddannelsen oplever store stigninger i antallet af optagne. Her drejer det sig om henholdsvis 47 %, 46 % og 41 %.
Rift om sundhedsuddannelserne
Der er rift om pladserne på University College Sjællands fire sundhedsuddannelser til sygeplejerske, ergoterapeut, bioanalytiker og fysioterapeut. Som nævnt er alle pladser optaget på ergoterapeut-, bioanalytiker- og fysioterapeutuddannelsen.
Og for første gang kan University College Sjælland melde alt optaget på sommeroptaget på sygeplejerskeuddannelsen i Roskilde, Slagelse og Næstved samt på e-læringsuddannelsen. Kun i Nykøbing F. er der få ledige pladser med studiestart i september.
Afviste ansøgere
University College Sjælland har afvist ansøgere på enkelte uddannelser. Langt de fleste ansøgere er afvist på fysioterapeutuddannelsen, hvor mere end 300 ikke har fået deres ønske om en studieplads på fysioterapeutuddannelsen på Campus Roskilde opfyldt. Også på socialrådgiveruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen på Campus Roskilde er der en del afviste ansøgere.
- Mange af de afviste ansøgere er kommet ind på uddannelsen et andet sted eller med studiestart i februar 2012. Hvis ikke har de mulighed for at søge ind i forbindelse med efteroptaget. Men vi kan desværre ikke trylle flere pladser frem, til de mange som er afvist på fysioterapeutuddannelsen, siger rektor Ulla Koch.
Det rekordstore antal ansøgere til University College Sjællands uddannelser betyder, at det er sværere at komme ind på flere uddannelser. Det er især på fysioterapeutuddannelsens sommeroptag, at adgangskvotienten er høj.
For at komme på fysioterapeutuddannelsen i Næstved skal man have et gennemsnit på 10,8, mens man i Roskilde skal have et gennemsnit på 8,2. På vinteroptaget er gennemsnittet 6,8, mens det på e-læringsuddannelsen er 7,2.
På sommeroptaget på socialrådgiveruddannelsen er der en adgangskvotient på 6,1 i Roskilde og 5,2 i Nykøbing. Og på sygeplejerskeuddannelsen i Roskilde er adgangskvotienten 5,6.
- Vi har flere uddannelser, hvor der i år er adgangskvotient for kvote 1 ansøgerne. Den rekordstore efterspørgsel betyder, at det er sværere at komme ind på flere af vores uddannelser, fortæller Ulla Koch.
Unge vil starte i september
Der er en klar tendens til, at unge vil starte uddannelse i september. For at efterkomme den store interesse, har University College Sjælland flyttet pladser fra vinteroptaget til sommeroptaget på blandt andet pædagoguddannelsen.
- Det betyder, at flere får mulighed for at starte allerede i september, og vi stadigvæk har enkelte ledige pladser på pædagoguddannelsen med studiestart i september, fortæller rektor Ulla Koch.
Men det er desværre ikke muligt på alle uddannelser.
- Vi har en aftale med Region Sjælland om at optage 60 % sygeplejerskestuderende om sommeren og 40 % om vinteren, så der kan vi desværre ikke flytte rundt på pladserne, selvom langt de fleste ansøgere ønsker at starte på studiet i september , forklarer Ulla Koch.
Alle University College Sjællands e-læringsuddannelser oplever en stigning i antallet af optagne i forhold til sidste år. Det betyder, at der kun er ledige pladser på læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen samt på ernærings- og sundhedsuddannelsen.
Som noget nyt udbyder University College Sjælland i år bioanalytiker-, socialrådgiver og fysioterapeutuddannelsen som e-læringsuddannelse. Her er alle pladserne revet væk.
University College Sjælland har 10 års erfaring med e-læringsuddannelser og otte ud af University College Sjællands ni uddannelser udbydes som e-læring - kun leisure management udbydes ikke som e-læring.
Lille tilbagegang på læreruddannelsen
Eneste uddannelse, der oplever en tilbagegang, er læreruddannelsen, hvor optaget er faldet med 2 % i forhold til sidste år. Samme tilbagegang ses på landsplan.
Ifølge rektor Ulla Koch er det problematisk, at antallet af optagne på læreruddannelsen falder.
-Alle analyser viser, at ca. 40 % af de nuværende lærer i folkeskolen vil gå på pension i løbet af de næste 10 år, så der bliver hårdt brug for nyuddannede lærer. Der har desværre været meget fokus på arbejdsløshed og fyringer blandt lærer i pressen, og det kan være svært at se, at det ikke vil være sådan om fire år, når man som ung står og skal vælge uddannelse, siger Ulla Koch.
Det er især læreruddannelsen i Holbæk, der oplever en tilbagegang. Her er der 41 optagne studerende mod 58 i 2010. I Vordingborg er der en meget lille tilbagegang, mens der på læreruddannelsen i Roskilde og e-læringsuddannelsen er fremgang på henholdsvis 17 % og 2 %.
Ulla Koch understreger, at billedet kan se anderledes ud ved studiestart i september, da læreruddannelsen traditionelt er en af de uddannelser, der modtager mange ansøgninger ved efteroptaget.
pm