Hele Sjælland vandrer
Festival for folk med lyst til at røre bentøjet. 150 ture på Sjælland og øer
Har du lyst til at røre bentøjet, mangler du ikke muligheder i den næste tid. Danmarks største vandrefestival afvikles for 3. år i træk i Region Sjællands 17 kommuner.
Vandrefestival Sjælland 2011 foregår fra fredag den 19. august til søndag den 11. september i alle Region Sjællands 17 kommuner. Turene er spækket med storslåede udsigter fra fyrtårne og høje bakker ud over hav, sø eller spændende landskaber. Rigtig mange af turene fører igennem den smukke danske sensommerskov.
Alle ture ledes af lokalkendte guider, som kan gøre nærområdet til en ganske særlig oplevelse og give nye indsigter. Der er ture på alt fra 2-29 km, så der er noget for alle – også for ikke øvede. Vandring er let at komme igang med – og giver fysisk og psykisk velvære. Det er sjovt at vandre sammen med andre og få fælles oplevelser.
Gå i Solrød
Solrød Kommune arrangerer i samarbejde med Hjerteforeningen, AOF og lokalafdelingen i Danmarks Naturfredningsforening tre vandreture.
Søndag den 21. august kl.10.00 går en 5 km. tur fra Solrød Rådhus ud til den del af støjvolden, hvor projektet ”En Voldsom Omvej” er ved at blive etableret. På støjvolden er der etableret forskellige aktivitetsstationer. Turen går herfra mod Gammelmose og lossepladsen. Via stisystemet går turen tilbage mod Rådhuset forbi boligområder, Uglegårdskolen og Solrød Idrætscenter.
Den 11. september kl.10.00, starter en ca. 4 km. lang vandretur ved kiosken ved Jersie Strandpark. Herfra går turen til enden af Staunings Ø, hvor der er et rigt dyreliv. Derfra går man tilbage langs stranden og ind på Hjertestien.
Da vandreturen også er en del af Naturens Dag, vil en ornitolog fortælle om fuglelivet og der vil blive arrangeret en skattejagt især for de yngre deltagere.
Ligeledes vil der den 11. september være mulighed for at vandre en ca. 9 km. lang tur langs dele af Gudernes Stræde, der bugter sig igennem natur- og kulturhistoriske landskaber. Turen starter kl.13.00 fra P-pladsen ved Engstrupgård – Møllesvinget 6 og slutter ved Snoldelev kirke, hvorfra der bliver arrangeret bustransport tilbage.
Alle er velkomne, men husk praktisk fodtøj.
De to første arrangementer er gratis, mens billetter til turen langs Gudernes Stræde koster 60 kr. og skal købes på forhånd i SuperBrugsen, Solrød Center fra lørdag d. 27. august og til fredag d. 9. september.
Større samarbejde
Vandrefestivalen bygger på et bredt privat og offentligt samarbejde. Bag festivalen står de 17 kommuner i regionen, Dansk Vandrelaug, Østdansk Turisme og Region Sjælland. I arbejdet indgår også en lang række frivillige organisationer. Samtidig har mange lodsejere velvilligt givet mulighed for turene. Uden det brede samarbejde kunne festivalen ikke lade sig gøre.
En 15-siders vandrefestivalavis byder på artikler om vandring og giver et overblik over de 150 tilbud om guidede vandringer fra den 19. august – 11. september.
Vandrefestivalavisen og postkort kan downloades fra hjemmesiden www.vandrefestival.dk eller hentes på Solrød Bibliotek, i Borgerservice, på Apoteket og i Aktivitetscentret fra den 1. august.
Når festivalen går i gang, kan man følge med i turoplevelserne ved at klikke ind på turene via ovennævnte hjemmeside. Her lægger deltagerne egne oplevelser i tekst og fotos.