Kolind-Perstrup IF igen uden klubhusbestyrer
Henning Meyer Lund angiver nyt arbejde og familiemæssige årsager til, at han stopper som daglig leder af klubhuset i Kolind
Kolind-Perstrup IF står i en slem kattepine efter, at foreningen for anden gang i løbet af 2011 står uden klubhusbestyrer. Den nuværende, Henning Meyer Lund, har meddelt, at han stopper sit virke med udgangen af juli.
Henning Meyer Lund tog over i foråret, da den daværende, Knud Jensen, på grund af sygdom blev tvunget til at trække sig.
Stillingen som klubhusbestyrer er ikke en fuldtidsstilling, og da Henning Meyer Lund sagde ja til jobbet, var han uden arbejde, så det gav ham de nødvendige frihedsgrader.
Det har siden ændret sig, og det er en væsentlig årsag til, at han nu vælger at stoppe.
"Jeg har fået fuldtidsarbejde i Hasselager, og da jobbet i klubhuset også tager megen tid, har jeg i samråd med familien valgt at stoppe," siger Henning Meyer Lund.
Arbejdet i klubhuset trækker primært tænder ud i fodboldens højsæson, hvor der er fuldt blus på alle ugens dage.
"Det er hårdt for et familieliv, og det har også været afgørende for min beslutning," indrømmer Henning Meyer Lund.
Hænger ikke på træerne
Det bliver nu op til Kolind-Perstrups ledelse at finde en eller flere afløsere, men der er ikke tegn i sol og måne på, at det bliver en nem sag, og at det sker lige med det samme.
Arbejdet i klubhuset omfatter daglig rengøring, vask af spilletøj og driften af cafeteriaet.
I bund og grund er den perfekte klubhusbestyrer en type, der ser jobbet mere som en livsstil end et arbejde, fordi aktiviteterne i klubhuset primært foregår om aftenen og i weekenderne.