Don Ø fik sit æresmedlemsskab i Aarhus Mini Golf
Den tidligere FCK-boss kan nu spille gratis i Smilets By
Da tidligere FCK-boss sidste år blev frataget sit æresmedlemsskab i FCK, fik indehaver af Aarhus Mini Golf, Sune Vestergaard, ondt af Don Ø. Derfor blev han øjeblikkeligt æresmedlem i minigolfklubben i Århus.
Men det var først i dag, torsdag 28. juli, at Flemming Østergaard fik lov at prøve banerne ved Aarhus Å. Han fik samtidigt overrakt sit æresmedlemsskab, et kunstværk og en medalje.
"Jeg er meget beæret," sagde Flemming Østergaard, som også afslørede, at han spiller langt mere golf end minigolf.
"Men når jeg kommer til en minigolfbane, måske sammen med familien, så spiller jeg da minigolf. Det er altid sjovt. Og jeg har da også fået hole in one i minigolf - endda flere gange," fortalte Flemming Østergaard.
"Jeg vil spille, når jeg er i Aarhus"
Flemming Østergaard fik lov at spille nogle bolde på den tre etagers store bane, som ligger på Åboulevarden 52. Han spillede mod ejeren Sune Vestergaard og den tidligere AGF-spiller Jakob Poulsen, som stadig bor i Aarhus, og som er en habil minigolfspiller. Straks begyndte Flemming Østergaard at drille ejeren Sune Vestergaard.
"Han er jo spejlblank," sagde Don Ø om Sune Vestergaards evner.
"Haha, det er typisk sådan nogle københavnere. De kommer og spiller med musklerne. Jeg tror, at hvis vi går en hel runde, så skal jeg nok have en god chance," svarede Sune Vestergaard tilbage.
Og med Flemming Østergaards æresmedlemsskab, skulle der være mulighed for en dyst, når Flemming Østergaard er i byen.
"Jeg er glad for at være æresmedlem. Jeg vil helt sikkert spille, når jeg kommer til Aarhus," sagde han.