Dagbog fra Landslejren 2011
Robert Andersen fra Kolind FDF skriver dagbog fra FDF's landslejr
Vi har gået fra Gammel Ry og til Sletten og det var ret varmt. Det var heller ikke det bedste vejr til at slæbe de 120 rafter ned på kredspladsen, men vi fik det klaret ved fælles hjælp. Vi har også fået bygget et køkken og lederne har fået det overdækket efter børnene var lagt i seng, der går nemlig rygter om muligt skybrud i morgen fredag.
Til det store lejrbål holdt Dronning Margrete åbningstalen, og Julie var på scenen for at synge sammen med FDF's landskor. Dronningen takkede alle de mange mange frivillige der har ydet en stor indsats og giver børn og unge mulighed for at opleve fællesskabet og blive rustet til livet. Faktisk er der kun én lønnet person bag planlægningen af denne lejr med over 12.000 deltagere. Ret godt ikke…
Fredag 8. juli
Fredag kom seniorne og hjalp os med at bygge resten af vores lejrplads op. Nogle seniorerne tager piltene med på løb rundt på Sletten, resten hjælper med at bygge raftebord og brusebad, så vi i løbet af fredagen er færdig med det tunge slæb og istedet kan nyde lejrlivet fuldt ud. En kæmpe tak til seniorerne for jeres hjælp.
Lørdag 9. juli
Så ser lejrpladsen ret godt ud. Solceller er installeret til opladning af mobiltelefonerne som bliver brugt flittigt til konkurrencerne som alle børn er med til. Lørdag var også den første dag med konkurrencer, men inden de begyndte var halvdelen i vandland, hvor der ved hjælp af halmballer, rafter og pressenninger og en ordentlig dynge kreativitet og flid er bygget noget der minder om Djurs Sommerlands vandland… måske lidt mindre, til gengæld var der også ”vip hinanden af pinden og ned i mudderbadet” område.
Lørdag eftermiddag var vi ude på de første konkurrencer. Dagens konkurrencer stillede alle krav til et godt samarbejde og hurtighed. De friske pilte, væbnere, seniorvæbnere og seniorer trodsede vejrguderne og gik på med krum hals. Den sidste opgave var bygning af tømmerflåde… dvs… en dynge sodavandskasser stripset sammen og beklædt med pressenning. Der blev konkurreret på hurtighed, samarbejde, hvor hurtigt man kunne sejle en lille rute… De kunne alle flyde… en enkelt havde dog pådraget sig en flænge i pressenningen under søsætningen og flød meget meget lavt.
Lørdag var også vores missionsdag. Vi samler ind til Zambia for at give dem lidt af det vi har så meget af. Vi fik mad inspireret fra Zambia og aftenens lejrbål i landsdelen var ligeledes i Zambiatemaets navn. Der blev spillet Bingo-Banko hvor alle kredse havde udloddet en lille præmie… Her var kreativiteten stor… det var alt fra ophold i anden kreds's kredshus til fodpleje, hårklipning, bilvask, chips og lejrwellnes som varmt bad med efterfølgende massage.