Lavest arbejdsløshed blandt højtuddannede i Region Sjælland
Har du en lang videregående uddannelse og bor i Region Sjælland, så har du et job. Arbejdsløsheden registreret hos a-kasserne for højtuddannede, er Danmarks laveste.
Arbejdsløsheden blandt højtuddannede er langt lavere i Region Sjælland end i Hovedstaden. Mange højtuddannede kan derfor få udbytte af at løfte blikket fra de københavnske postnumre og kigge ud i landet for et spændende job.
- Det er faktisk rigtig ærgerligt at flere ikke pendler ud af de store byer. Mulighederne er rigtig gode for et job i Region Sjælland og der er masser af fordele. Mulighederne for indflydelse og ansvar er langt større, hvis man er i en mindre virksomhed med få andre højtuddannede. Her kan man få en helt unik erfaring, som typisk er svær at få i en af de store virksomheder i København og samtidig være med til at gøre en markant forskel i virksomheden, fortæller Mads Váczy Kragh.
Ser man på ledigheden blandt fem af landets a-kasser for højtuddannede er tallene i Region Sjælland i nogle tilfælde halv så høj som i Hovedstaden.
- Infrastrukturen er rigtig god mellem Region Sjælland og København. Men hvor der om morgenen er proppede toge og fyldte veje ind mod København, kan man udnytte motorvejen den anden vej, og komme hurtigt på arbejde ret langt væk fra København, fortæller Væksthusdirektøren som selv arbejder i Vordingborg men har privatadresse i København.
Uddannelse giver fremdrift i virksomheden
Viden er Danmarks vigtigste parameter i den internationale konkurrence. Der er rigtig mange produktionsvirksomheder i Region Sjælland, og der tænker mange ledere ikke at højtuddannet er relevante. Men der er masser af værdi at hente blandt de højtuddannede.
En tommelfingerregel siger at en højtuddannet bidrager med dobbelt så meget værdi som en medarbejder uden uddannelse.
- Ansætter man fx en cand.merc. i sin virksomheder, er der god chance, at man får ny fremdrift i virksomheden. Virksomheder bliver opdateret på moderne arbejdsmetoder og får fokus på de muligheder virksomheden har fremadrettet. Højtuddannet arbejdskraft er en investering, som i sidste ende kan gøre stor gavn for indtjeningen, udtaler Mads Váczy Kragh.
- Men det er en opgave, der går begge veje. En del sjællandske virksomheder mangler at få øjnene op for vigtigheden af højtuddannet arbejdejskraft. Og tal viser også, at der er færre højtuddannede i den private sektor i Region Sjælland end i de andre regioner, fortæller væksthusdirektøren.
- Så på den ene side skal vækstvirksomhederne i Region Sjælland udbyde flere jobs til højtuddannet arbejdskraft. Og de højtuddannede københavnere til skal løfte blikket og få et spændende job i Region Sjælland, slutter Væksthusdirektøren.