STU ungdomsuddannelse lanceres i Køge
UDDANNELSE: Mange har kendskab til det gamle kinesiske ordsprog om, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn og andre vindmøller.
- Jeg vil godt her rose Social- og sundhedsudvalget i Køge for beslutning om ikke kun at tænke i besparelse men offensivt at investere i en ny ungdomsuddannelsesinstitution, der ud fra tidens mantra Fedtet, Fair og Fremsynet på sigt skal tjene investering hjem og samtidig være garant for en individuel kvalitetsungdomsuddannelse for unge STU (Særligt tilrettelagt individuel 3 årig ungdomsuddannelse) elever i Køge Bugtområdet, siger centerleder Mark Jensen, UUV Køge Bugt.
I UUV – Ungdommens UddannelsesVejledning – er man glade for den tillid der er vist dem i forbindelse med, at etablerings- og driftsopgaven af Fremtidslinjen er overdraget til dem. UUV er en tværkommunal samarbejdsorganisation, der dækker Greve, Køge, Solrød og Stevns kommuner. De tre øvrige kommuner, skal ligeledes takkes for grønt lys, så UUV har kunnet påtage sig opgaven.
Fra skrot til slot
- Jeg synes, at den noget nedslidte integrerede børneinstitution Kernehuset har undergået en transformation. Dog ikke fra skrot til slot, men fra en vuggestue/børnehave som alle længe har vidst skulle lukkes på grund af et faldende børnetal, til en lokalitet for en spændende og udfordrende individuel ungdomsuddannelse med værkstedsfaciliteter, udenomsarealer, fællesrum, individuelle arbejdspladser, en ”ungdomslejlighed” og et par 9 personers busser,der gør afstanden til virksomhedsbesøg, oplevelser, natur og undervisning uden for basen let tilgængelig, siger Mark Jensen.
Fremtidslinjens placering tæt ved Ølby Station gør at tilgængeligheden til institutionen fra såvel syd som nord er optimal. UUV's centers placering 4 minutters gang fra Fremtidslinjen giver mulighed for samarbejdsflader og synergi, som alle er enige om skal udnyttes til fælles bedste. Mange unge skal ”trænes” i brugen af den offentlige transport, så foruden tilgængelighed, vil
S-togsnettet og busforbindelserne fra Ølby Station helt sikkert blive flittigt benyttet.
Fremtidslinjens placering på Karlemosevej 48 tæt på stisystemet, ligger kun 400 meter fra Uddannelsescampus Køge hvor to andre ungdomsuddannelser – Køge Handelsskole og EUC Sjælland – har deres base.
Fra papir til realitet
Køge Kommunes social- og sundhedsudvalgs beslutning den 1. februar om at etablere en ny STU ungdomsuddannelsesinstitution i Køge, var en beslutning på et stykke papir. Siden er bygningen på Karlemosevej 48 renoveret, Morten Ellehauge er ansat som leder, der er ansat personale som begyndte i deres job den 1. august.
- De 20 unge der er visiteret til uddannelsen møder ind mandag den 15. august fra Ishøj, Greve, Solrød, Stevns og Køge og UUV inviterer til lancering torsdag den 25. august kl. 13.00 på adressen, 6 og en halv måned efter beslutningen og 4 måneder efter vi fik overdraget bygningerne, oplyser Mark Jensen.
pm