Krøllet hjerne udstiller figurligheder på biblioteket
Multikunstneren Einer Jensen fra Friland vender op og ned på hverdagens ting og genstande
Det er naturligvis en påstand, der ikke kan føres bevis for, men det er nu let at se en sandhed i, at multikunstneren Einer Jensen, Friland, er indehaver af en af området mest krøllede hjerner, når man tager hans kunst nærmere i øjesyn.
Frem til 19. august udstiller Einer Jensen en række af sine værker på biblioteket i Rønde under overskriften "Sprogblomster og Figurligheder".
Udstillingen viser helt nye fortolkninger af ting/genstande/begreber som: "klapstol", "sengehest" og "slangebøsse".
"Materialevalget er træ, fantasi, metal og keramik, som konventionsbrydes og fabuleringssamles," siger Einer Jensen om sin arbejdsproces.