Genbrug til halv pris i Nimtofte
Udsalg i Kirkens Korshærs Genbrugsbutik inden flytning til Nimtofte Hotel
Det plejer at være billigt at handle i en genbrugsbutik, men i denne uge bliver det endnu billigere i Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Stationsvej i Nimtofte.
Genbrugsbutikken sætter nemlig alle varer undtagen møblerne ned med 50 procent i denne uge for at få ryddet op på hylderne inden forretningen i begyndelsen af september flytter ind på Nimtofte Hotel.
Nimtofte Hotel drives ikke længere som hotel og selskabslokale, og ejeren har forsøgt at sælge hotellet det seneste års tid.
Det er ikke lykkedes, så nu bliver Hotellets sal med egen indgang udlejet til Kirkens Korshærs Genbrugsforretning, som hidtil har holdt til på den anden side af Stationsgade i Nimtofte.
To forretninger på Stationsvej
Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Nimtofte blev oprettet i februar 2005 på initiativ af byens daværende sognepræst Egon Kristiansen.
Den lejede sig ind i de lokaler, hvor byens legendariske gartner og handelsmand Erik Simonsen havde sin forretning med frugt og grønt, chokolade, brugskunst, vejrmøller, gummistøvler og alt hvad der ellers sælges i den tæt pakkede forretning.
Kort tid efter lejede genbrugsforretningen også gartneriets pakkehal længere nede ad Stationsvej for at kunne få plads til opbevaring og salg af møbler med en ugentlig åbningsdag.
Vil sælge mere i en samlet butik
De frivillige bag butikken glæder sig til at få mere plads i de nye lokaler.
”Det er tiltrængt med mere plads. Nu kan vi samlet det hele i en butik og får også mere plads til at sortere og opbevare de ting vi får indleveret,” siger en af genbrugsbutikkens omkring tyve frivillige, Tove Busk, Nimtofte,
Kirkens Korshær hjælper med at istandsætte de nye lokaler og med inventar til den nye og større forretning.
”Fremover bliver vi tre frivillige ad gangen, og vi håber også, at vi kan få solgt mere i den nye forretning,” siger Elly Kristensen, Nimtofte, som håber at det også bliver muligt at udvide kredsen af frivillige.
Sidste år indtjente genbrugsbutikken i Nimtofte et overskud i omegnen af 65.000 kr. til Kirkens Korshær.